HOVEDSTADEN: Nu skal der sættes handling bag ordene og visionerne for begrebet Greater Copenhagen. Derfor har Region Hovedstaden fornyet sin resultatkontrakt med Copenhagen Capacity, som over de næste fire år skal sikre 4.000 nye arbejdspladser og løfte Greater Copenhagen-regionen i konkurrencen med udlandet.
Regionen har samlet afsat over 130 mio. kr. i kontrakten. Pengene skal blandt andet være med til at finansiere indsatsen med Greater Copenhagen-samarbejdet, hvor de 46 kommuner i Region Hovedstaden og Region Sjælland er gået sammen om at markedsføre sig internationalt under brandet Greater Copenhagen.
Greater Copenhagen ruster sig til international konkurrence
Hovedstadsområdet taber terræn til andre europæiske metropoler, når det handler om at skabe vækst. De seneste 10 år har væksten i den danske del af Øresundsregionen været ca. 1,3 pct. om året. Den store Stockholmregion har i samme periode præsteret en årlig vækst på 3 pct. i gennemsnit, viser tal fra Danmarks Statistik og SCB.
- Copenhagen Capacity forpligter sig med kontrakten til at skabe 4.000 nye jobs og dermed vækst og udvikling i regionen. Det skal blandt andet ske ved at præcisere og udvikle regionens styrkepunkter og markedsføre dem som målrettede tilbud til udenlandske investorer, virksomheder og talenter. Kommunerne og andre aktører i regionen spiller naturligvis en central rolle i forhold til at udvikle styrkepositioner og konkrete tilbud, og vi ser frem til samarbejdet, siger Claus Lønborg, administrerende direktør for Copenhagen Capacity.
Kinesiske investeringer og eksport af sundhedsteknologi
Et eksempel på det er erhvervsklyngen Copenhagen Healthtech Cluster (CHC), som skal gøre Greater Copenhagen til det foretrukne sted i verden at udvikle og teste ny sundhedsteknologi. Løsningerne skal både gavne danske borgere og virksomheder i regionen, der kan se frem til øget salg og eksport til den vestlige verden og Asien, som står over for store udfordringer med en aldrende befolkning og flere kronisk syge borgere.
Derudover er kinesiske investeringer i fokus. Kina er på vej til at blive verdens største økonomi og skruer op for investeringer i udlandet. Sourcing China-programmet skal samle regionens aktører om en mere målrettet markedsføringsindsats i Kina og udvikle og implementere initiativer, der gør det mere attraktivt og smidigt for kinesiske investorer at etablere sig i Greater Copenhagen.
Endelig er tiltrækning af udenlandsk talent til danske virksomheder og organisationer blevet et forretningsområde, som Copenhagen Capacity skal varetage på lige fod med tiltrækning af virksomheder og kapital.
Resultatkontrakten mellem Region Hovedstaden og Copenhagen Capacity er i første omgang tegnet for en treårig periode med mulighed for ét års forlængelse. Greater Copenhagen-samarbejdet består indledningsvis af tre overordnede initiativer, som Copenhagen Capacity er udførende partner på:
- At samle alle 46 kommuner om det nye Greater Copenhagen-brand.
- At udvikle et fælles modtageapparat, som håndterer henvendelser fra og opfølgning på udenlandske erhvervsdelegationer.
- At lancere en investorportal, hvor alle regionens kommuner kan udstille store bygge- og anlægsprojekter for at tiltrække internationale investorer.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.