Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Smittetal står i stampe:
Hovedstaden nærmer sig resten af landet

Pandemien hverken vokser eller aftager for tiden.
10. FEB 2021 14.50
TEMA: Corona

Efter stor stigning i december og pæne fald i januar ser det nu ud til, at corona-pandemien står mere eller mindre i stampe.

470 personer er testet positiv det seneste døgn, og med i alt 129.000 PCR-test giver det en smitteprocent på 0,36. Dermed er antallet steget en smule, og procenten er faldet en smule siden i går, men begge tal ligner meget dem fra den seneste uge.

I går blev det såkaldte kontakttal da også beregnet til 1 mod 0,7 ugen før - det betyder, at ti personer nu i snit giver smitten videre til ti andre. 

Mere spredt smitteniveau

Blandt kommunerne er der dog sket en udvikling i, hvem der er hårdest ramt af smitten.

Hvor det for et par uger siden næsten udelukkende var hovedstads- og nordsjællandske kommuner, der lå i toppen med høje incidenstal, er både Greve, Nyborg, Solrød, Fanø, Morsø, Køge, Svendborg, Faaborg-Midtfyn og Horsens i dag med i top-20.

Listen over kommuner med mindst smitte ligner derimod sig selv: Læsø, Bornholm, Ærø, Samsø, Lemvig, Tønder, Viborg, Nordfyn, Halsnæs, Haderslev, Aabenraa og Skive er alle under bekymringsgrænsen på 20 i incidens, og Hjørring og Favrskov er lige præcis over.

11 personer er registreret som døde med covid-19 det seneste døgn - det betyder, at de er døde senest 30 dage efter at have fået diagnosen.

370 personer er i dag indlagt med covid-19, hvilket er én mindre end i går. Der er fortsat 74 på intensiv, heraf 51 i respirator.

"Stadig for mange"

Alt i alt ser det positivt ud, siger Åse Bengård Andersen, ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, til Ritzau. Men hun havde håbet, at smittetallene var lavere.

- De går i den rigtige retning. Men det er stadig lidt generende at se den smittespredning, der trods alt stadig foregår. 470 bekræftede tilfælde er stadig for mange, siger hun.

- Heldigvis er der ikke så mange, der bliver indlagt med diagnosen, og det håber vi heller ikke, der kommer. Forudsætningen for, at vi ikke får nogen ind på hospitalerne, er, at der ikke foregår for meget ude i samfundet, siger hun.

Overlægen understreger dog, at der skal være mere fokus på smittekæder, fordi det daglige smittetal ikke burde være så højt, når store dele af samfundet er lukket ned.

Hun forventer til gengæld, at den positive udvikling med færre indlagte betyder, at restriktionerne lempes i den nærmeste fremtid.

- Vi kan jo ikke sidde bag lukkede døre fra nu af og i al evighed. Og samtidig med vi holder os indendørs, kører det på fuld kraft med vaccinationerne, og vi åbner ikke det hele på en gang. Der åbnes op trin for trin, og så kan man se, hvornår vi løsner for meget. Det går, som vi håbede på, men man kan jo altid være utålmodig, siger hun til Ritzau.