
HORSENS: Horsens etablerer et nyt direktørområde - 'Uddannelse og Arbejdsmarked' - som får ansvaret for dagtilbudsområdet, folkeskoleområdet, PPR, ungdomsskolen, klubtilbud og ungdommens uddannelsesvejledning - samt for hele beskæftigelsesområdet.
I praksis betyder det, at det samlede beskæftigelsesområde, der tidligere har været en del at voksen- og sundhedsområdet, vil overgå til det nye direktørområde, oplyser kommunen.
Det helt overordnede fokus bliver 'læring gennem hele livet' - fra dagtilbud, folkeskole, ungdomsuddannelse, videregående uddannelse - og til den efter- og videreuddannelse, som skal ske for mennesker, som er i beskæftigelse eller som i korte eller længere perioder er udenfor arbejdsmarkedet.
- Den måske største udfordring for Danmark og for Horsens i de kommende år bliver at udvikle og styrke vores uddannelsesniveau, så vi kan klare os i den globale konkurrence. Det er afgørende for det enkelte menneskes mulighed for at klare sig selv og have et godt liv, men det er også meget afgørende for udviklingen af vores lokalsamfund. Derfor skal vi have et fokus på læring gennem hele livet.
- Indsatsen skal bygge på fortsat høj faglighed og på den stærke dannelsestradition, som ligger i vores dagtilbud og folkeskoler, men også med sigte på at skabe en stærk kobling til beskæftigelse, idet der er erfaring for, at en del af de unge mennesker motiveres til uddannelse gennem beskæftigelse, siger borgmester Jan Trøjborg (S).
Samtidig skal der oprettes en 'Ungdoms-taskforce', som målrettet skal sikre, at alle unge starter på og afslutter en uddannelse med sigte på at få et solidt fodfæste på arbejdsmarkedet. Indsatsen forankres i Ungdommens Uddannelsesvejledning gennem et stærkt samarbejde med alle uddannelsesinstitutioner og det lokale erhvervsliv.
Specielt skal samarbejdet og synergien mellem ungdomsuddannelserne understøttes. For at sikre den fornødne sammenhængskraft og gennemslagskraft til at gennemføre denne ambition, etableres en stilling som ungdomsdirektør, som den hidtidige direktør for børn & unge-området, Kjeld Kristensen, tiltræder.
Stillingen som direktør for det nye direktørområde 'Uddannelse og Arbejdsmarked' og medlem af Horsens Kommunes direktion opslås snarest muligt.
Samlet indsats for de udsatte familier
I den sammenhæng er der opstået behov for en styrket, helhedsorienteret indsats for sårbare og udsatte familier - både med fokus på den sociale og sundhedsmæssige indsats.
Samtidig er der behov for sikre en bedre og helhedsorienteret indsats gennem hele livet, og dermed også for at skabe en bedre overgang fra 'barn' til 'voksen' for de børn/unge, der modtager foranstaltninger enten på grund af sociale problemer eller på grund af nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.
I praksis betyder det, at det samlede familieområde, der tidligere har været en del at børn- og unge-området, vil overgå til voksen- og sundhedsområdet. (Ændrer navn til Sundhed og Social Service)
Derfor tilføres det nuværende politiske Udvalg for Sundhed og Socialservice hele familieområdet, som hidtil har hørt under Børne- og Skoleudvalget.
Endelig er det planen, at borgerservice organisatorisk flyttes til kulturafdelingen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.