HOLSTEBRO: Når ca. 125 af Europas bedste golfspillere i starten af oktober samles i Holstebro Golfklub i Råsted er Holstebro Kommune og Sport Event Denmark aktive medspillere. De er gået sammen om at sikre det økonomiske fundament for en afdeling af den såkaldte Challenge Tour, som Holstebro Golfklub arrangerer i dagene 1.-4. oktober, oplyser Holstebro Kommune.
Challenge Touren er den næsthøjest rangerende golfturnering i Europa. Den ligger lige under Europa Touren, der er for de allerbedste. I den afdeling af Challenge Touren, som Holstebro Golfklub skal arrangere, spilles der bl.a. om at få adgang til at deltage på Europa Touren de næste år.
Turneringen i Råsted trækker ikke alene den europæiske golfelite til Holstebro-området. Med det store følge, der er omkring en så stor international sportsbegivenhed, bliver der behov for op imod 1.000 pladser til overnatning i området, og ca. 200 mio. TV-seere i Europa får mulighed for at følge turneringen.
Derfor spiller Holstebro med
Borgmester Arne Lægaard giver mange gode grunde til, at Holstebro Kommune sammen med Sport Event Denmark har valgt at bakke økonomisk op om Challenge Tour turneringen i Råsted.
- Vi er eliteidrætskommune under Team Danmark, hvor formålet ud over at styrke talentudviklingen inden for bl.a. golf også er at trække store idrætsbegivenheder til vores område. Turneringen i Råsted får stor markedsførings værdi for Holstebro, både i Danmark og ude i Europa, da der bliver en intens mediedækning af begivenheden. Det store følge, der er omkring turneringen, giver omsætning i lokalområdet. Og sidst, men ikke mindst skal vores økonomiske opbakning ses som et håndslag til de mange frivillige, der yder en kæmpe indsats for at kunne klare så stor en turnering. Eliten forstærker bredden og omvendt, siger Arne Lægaard.
Formålet i Sport Event Denmark, der har borgmester Lars Krarup, Herning, som bestyrelsesformand, er at være med til at trække store internationale idrætsbegivenheder til Danmark.
- Derfor er det helt naturligt, at vi bakker økonomisk op om Challenge Tour turneringen i Holstebro - i særlig grad, når Holstebro Kommune også deltager på lige linie som aktiv medspiller. Det er godt for Danmark, at vi på den måde kan profilere topidræt her i landet internationalt. Det er godt for Holstebro og hele det midt- og vestjyske område, at vi kan løfte så stor en opgave, og det er godt for udviklingen i golfsporten, at vi kan præsentere den europæiske elite på helt tæt hold, siger Hernings borgmester og formand i Sport Event Denmark, Lars Krarup.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.