HØRSHOLM: Som vanligt står det faste borgmesterflertal bag årets budgetaftale i Hørsholm, som giver kommuneskatten et hug opad på 0,5 procentpoint fra 23,2 pct. til 23,7 pct. Men kun ét hug, pointeres det i aftaleteksten.
Skattestigningen går til "den ekstraregning, som udligningsreformen har påført Hørsholm i form af øget udligningsbidrag", hedder det. Aftaleparterne har fundet skattestigningen uundgåelig, men "lagt vægt på at hæve skatten én gang for alle, så borgerne kan være trygge ved, at skatten holdes i ro i de kommende år".
Indenrigsministeriet havde udregnet Hørsholms tab på udligningsreformen til ni mio. kr. i 2021, men kommunen søgte og fik bevilget en skattestigning svarende til 18,5 mio. kr. oveni de ni mio. kr. Trods tredoblingen dækker skattestigningen kun delvis det påførte tab, bemærkes det i aftaleteksten.
Uanset presset på økonomien er det blevet til et løft på dagtilbudsområdet, som også blev løftet sidste år, og som vil få behov for yderligere løft de kommende år, forudses det. På skoleområdet tilbagerulles delvist en ledelsesbesparelse fra sidste års budget i erkendelse af, at den var for vidtgående, hedder det.
Parterne bag budgetaftalen er De Konservative, Socialdemokratiet og De Radikale samt SocialKonservative (tidligere løsgænger Thorkild Gruelund, eks-K) og løsgænger Annette Wiencken (eks-V), i alt 13 af byrådets 19 mandater, idet Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance står udenfor. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt på byrådsmøde 5. oktober.
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.