Af Thomas Jensen
Regnen stod ned uden for Finansministeriet ved Christiansborgs Slotsplads, da formanden for Danske Regioner Bent Hansen (S) og næstformand Carl Holst (V) ankom til forhandlinger med regeringen.
Med det samme slog Bent Hansen den positive stemning an, og sagde, at humøret var højt. Bedre end vejret.
- Den største knast er de stigende udgifter til bl.a. patientforsikringer og eksperimental behandling. Den opdrift skulle vi gerne have dækket. De 5 miliarder kroner, som regeringen vil give regionerne, det er historisk lavt. Sammenligner vi os med andre lande, så har de en vækst på 3-4 procent om året, mens vi ligger på 1 procent, sagde Bent Hansen.
Fem milliarder er ikke meget, når Bent Hansen selv har været fremme med udtalelser, at der mangler 15 milliarder kroner til sygehusenes akutmodtagelser. Sidste år brugte regionerne for mange penge, og det har ført til hundredvis af fyringer, selv om produktiviteten er steget år for år i sygehussektoren.
- Sidste år kunne vi ikke leve op til aftalen, fordi vi valgte at behandle patienterne. Der var tale om en overskridelse på 2 procent. Det er jo ikke noget, vi trækker i en automat. Der skulle jo gerne følge penge med, når der bliver behandlet patienter, men det er klart, det holder ikke at ansætte et år for derefter at fyre folk, sagde Carl Holst.
Og optimismen. Jo, den var stadig høj, da Carl Holst og Bent Hansen gik hen ad gangen i Finansministeriet på vej til forhandlinger.
Er finansministeren en hård mand at forhandle med, spurgte TV2's journalist Gunilla Roijer?
- Finansministeren er en blød mand, sagde han og gik videre.
Kort efter dukkede 'den bløde mand' op på gangen sammen med økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). Han afviste med det samme, at der ville komme en højere ramme end de 5 milliarder, som er i spil.
Har du ikke styr nok på regionerne, spurgte en journalist?
- Der vist regionerne, der ikke har styr nok på økonomien. Det halter en smule, sagde Claus Hjort Frederiksen (V).
Er du enig i, at der mangler 15 milliarder til akutsygehusene?
- Nej, det er jeg ikke enig i, sagde han.
Mødet er gået i gang klokken 10.00, og det vil sandsynligvis tage to til tre timer.
Den gode stemning hos Bent Hansen og Carl Holst skyldes måske, at regeringen har øremærket 40 milliarder til sygehusinvesteringer.
MF Per Clausen (EL) har for tre dage siden stillet følgende spørgsmål til indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V):
Mener ministeren, at det er sandsynligt, at de 15 milliarder kroner, som er tilbage på regeringens pulje til sygehusinvesteringer, når regionerne har søgt om samlet set 30 milliarder kroner, er tilstrækkelige?
Sådan lød ministerens svar:
'Regeringen har afsat 25 mia. kr. som et ekstra løft til sygehusinvesteringer frem til 2018 som et led i kvalitetsreformen. Der er med andre ord 25 mia. kr.
mere til rådighed i regionerne til anlægsinvesteringer frem til 2018.
Det er endvidere aftalt med regionerne, at midlerne fra regeringens kvalitetsfond suppleres med en regional egenfinansiering på 15 mia. kr., så der samlet
afsættes 40 mia. kr. til sygehusinvesteringer. Jeg har forståelse for, at man altid kan ønske sig flere penge, og at man i den bedste af alle verdener sikkert kunne bygge endnu større og endnu flottere, men jeg vil samtidig understrege, at der med de aftalte rammer er tale om den største samlede investeringssatsning på sygehusområdet nogensinde.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.