
SØNDERBORG: Sønderborg Kommune står i dag godt rustet til at klare børne- og familiesager, lyder det fra kommunen, som er blandt de kritiserede i Ankestyrelsens redegørelse efter en række alvorlige børnesager.
Ankestyrelsen kritiserer Sønderborg for håndteringen af familiesagen fra Dybbøl tilbage i 2003 og 2004, hvor en far nu er idømt ni års fængsel for overgreb.
Efter flere år med stor udskiftning af personale og problemer med at få ansøgere til ledige stillinger har kommunen i dag et godt omdømme blandt fagfolk for at være langt fremme med forebyggelse, melder den sønderjyske kommune.
Det hedder i pressemeddelelsen:
'Det viser sig tydeligst, når der opslås ledige stillinger. Alle socialrådgiverstillinger og psykologstillinger er besat, og der var 25 kvalificerede ansøgere til de seneste jobopslag til psykologer. Også stillingen som ledende skolepsykolog er nu besat efter at have været ledig i to år. Chefen for børne- og familieområdet siden oktober 2008, Marianne Korsgaard Helms, har reorganiseret og sat ny fokus.
Tværfaglig indsats
- Vi har ændret på hele Børn & Families måde at arbejde på. Jobindholdet er ændret, så samspillet med børnehaver, skoler og forældre er markant mere i fokus. Nu sidder medarbejderne ikke begravet i test og udredninger - men kan se, at de gør en forskel ved at være med til at udføre forebyggende arbejde.
- Alle medarbejdere har været på uddannelse i at håndtere en langt tidligere indsats. Vi arbejder nu i højere grad tværfagligt og forebyggende, og har en formaliseret handlevejledning.
- Det vil sige, at kommunen sætter ind med råd og vejledning til familier og børn langt tidligere, end der har været tradition for, når forældre, skole eller institution er bekymret for barnets trivsel og udvikling. Det vil sige, at når forældre, en børnehave eller en skole udtrykker bekymring over et barns trivsel eller udvikling eller en ønsker hjælp til en familieproblematik, så træder socialrådgivere, psykologer og andre relevante fagfolk til straks ved at mødes.
Går tidligt ind i sagerne
- Medarbejderne kan nu se, at de gør en forskel. De sidder ikke som før og modtager den ene journalsag efter den anden. Nej, nu går vi ind og støtter op langt tidligere end før. Vi går ind i sagerne, uden at papirarbejde og bureaukrati forsinker tingene, forklarer Marianne Helms.
Resultatet af at omlægge arbejdsgange og sætte kræfterne ind tværfagligt og tidligt bliver bl.a., at flere børn kan rummes i folkeskolen frem for at blive visiteret til vidtgående specialundervisning. At flere børn og familier bliver hjulpet til at klare sig bedre, at flere familier vil opleve en mere aktiv støtte, før tilværelsen kører af sporet. At færre familier bliver splittet ad.
I den tidligt forebyggende konsultative indsats, er det institutionerne og skolerne, at indsatsen ligger i samarbejde med forældrene. I den tidlige indsats kan der trækkes på Børn & Families fagpersoner, således at det afprøves, om sagen kan løses i nærmiljøet.
Diplomuddannelser
Det seneste skoleår har været en indkøringsfase. Ansatte i børnehaver og skoler skal reagere inkluderende og tidligere end før. Men alt sammen er velbeskrevet, så kommunens ansatte kan se, hvad proceduren er, og hvem der skal gøre hvad, når der opstår en bekymring for et barns udvikling og trivsel.
Alle godt 100 medarbejdere på kommunens børne og familieområde gennemfører et diplomuddannelse i tværfagligt samarbejde. Det sidste hold er færdig til august. Uddannelsen gør medarbejderne bedre i stand til at være konsulenter, når børnehaver, skoler eller forældre henvender sig med en bekymring.
Til efteråret igangsætter kommunen næste diplom-uddannelsesforløb for medarbejderne i Børn & Familie. De bliver uddannet i supervision og kognitiv terapi - forstået som en uddannelse i at involvere barn og forældre mere aktivt. Herudover bliver der oprettet et diplommodul for socialrådgiverne i børns udvikling og fejludvikling, med fokus på børnesamtalen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.