Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Her er finalisterne til KL Innovationsprisen 2011

Der er nu udpeget fire finalister i kapløbet om at vinde KLs Innovationspris - ud af 59 stærke bidrag

En kommune, der har øget interessen for lokalpolitik og sundhedskampagner blandt unge mellem 16 og 19 år ved at lade de unge sætte deres egen dagsorden. Et ældrecenter, der har skabt nyt liv i køkkenet og gladere borgere ved at ansætte sindslidende til at tilberede maden. En storstilet indsats for at skabe en grøn vækstkommune. Og et nyt tværgående og sammenhængende tilbud til borgere der bliver udskrevet fra hospitalet.

Det er de fire projekter, der er med i finalen om at vinde KL's Innovationspris 2011. Det står klart, efter at dommerpanelet har udvalgt de fire ud af et stærkt felt på i alt 59 bidrag.

Dommerne er imponerede over antallet af ansøgninger i år. En af dommerne er direktør Torben Kjærgaard, KL, der siger:

- 59 ansøgninger viser med al tydelighed, at de danske kommuner bobler af innovation, og tænker i nye løsninger for at imødekomme de store udfordringer, vi står over for de næste år. Og i KL er vi rigtig glade for, at vi har modtaget endnu flere ansøgninger end sidste år.

Christian Bason, der sidder i dommerpanelet for fjerde år, ser en klar udvikling i hans tid som dommer:

- Årets ansøgninger viser, at innovation som begreb er blevet langt mere naturligt for rigtig mange kommuner, og at det er en dagsorden, som er forankret i topledelsen. Derudover er jeg glad for at se, at så mange af ansøgningerne har et væsentligt element af brugerinddragelse.

Alle 59 bidrag bliver beskrevet i et inspirationskatalog, der offentliggøres op til Innovationsdagen 2011.

De fire finalister kæmper om prisen på Innovationsdagen
Innovationsprisen bliver uddelt på Innovationsdagen den 7. december i Odense Congress Center. Her får de fire finalister hver ti minutter til at fortælle om deres projekt. Derefter afgør dommerne og deltagerne på Innovationsdagen, hvem der vinder.

KL uddeler to priser. Den store pris gives til et innovationsprojekt, der har skabt banebrydende nytænkning, mens den lille pris gives til et initiativ, der med små midler har skabt merværdi.

Finalisterne til den store pris
Til den store pris kæmper Middelfart Kommune med 'Den grønne vækstkommune' og Roskilde Kommune med projektet 'Helhed i indsatsen for den ældremedicinske borger' om sejren.

Middelfart Kommune har med projektet 'Den grønne vækstkommune' gjort en storstilet indsats forankret i byrådet for at løse miljødagsordenen og skabe vækst i samarbejde med det private erhvervsliv. Dommer Henrik Kolind, kommunaldirektør i Roskilde Kommune siger:

- Med deres 'middelfartmodel' har de været på forkant med udvikling og turde vise mod og gå forrest. Og resultatet er flere jobs og energirenoverede bygninger, der sparer på energien og på bundlinjen. Hvis hele den offentlige sektor gjorde som Middelfart, var Danmark et bedre land, og vi er mange kommuner, der er godt i gang med at lære af deres erfaringer.

Roskilde Kommune er i finalen med projektet 'Helhed i indsatsen for den ældremedicinske borger', hvor kommunen har indgået et tæt samarbejde med Roskilde Hospital om kommunens ældre borgere. Charlotte Steenstrup Sejr, der er udviklingschef i Falck, siger:

- Jeg er virkelig imponeret over det her projekt. De har taget fat på at fjerne de 'huller' mellem regionen og kommunens service, som borgerne kan opleve at falde i. I dommerpanelet har vi meget fokus på, at projekterne i finalen ikke kun er nye, men også har skabt merværdi. Og Roskilde Kommune kan virkelig fremvise nogle imponerende resultater.

Finalisterne til den lille pris
Til den lille pris er finalisterne Hørsholm Kommune med projektet 'Youth Explorer' og Silkeborg Kommune med projektet 'Nyt liv i køkkenet'.

Hørsholm har med projektet 'Youth Explorer' fået de unge til at interessere sig for lokalpolitik og sundhedstiltag i kommunen ved at ansætte fire unge, der gennemfører de projekter, de brænder for. Blandt andet har kommunens unge lavet mad på et plejehjem og arrangeret politisk fight night for unge lokalpolitikere. Rikke Vestergaard, kommunaldirektør i Kolding Kommune:

- Her har kommunen virkelig vendt udfordringen på hovedet og har inddraget de unge på deres egne præmisser. Så det her projekt var oplagt finalemateriale. Kommunen rammer dem, det handler om, og har fået målgruppen i tale.

I Silkeborg Kommune var en stor økonomisk udfordring udgangspunktet for at finde en samlet løsning på to forskellige problemer. Kommunen måtte nedlægge et tilbud til sindslidende, og et ældrecenter var nødt til at fyre køkkenpersonale. Løsningen var at ansætte de sindslidende i køkkenet, og det har ført til gladere brugere og høj arbejdsglæde.

Torben Kjærgaard:

- Silkeborg Kommune er virkelig lykkedes med at forene effektivitetsdagsordenen med den sociale dagsorden, og de har kunne dokumentere nogle rigtig flotte resultater. Og så er kommunen i gang med at sprede erfaringerne ud til andre områder.

Charlotte Stenstrup Sejr:

- Kommunen stod her over for en situation, der kunne have endt gruelig galt, men de præsterede i stedet at bevare job, skabe bedre rammer for medarbejdere og levere et bedre madtilbud til de ældre.

mou

Læs mere om Innovationsprisen her