dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Ø-generalen:
Han samler kommuner

- Ærligt talt: Det her kan godt både give sved på panden og ondt i maven. Nyudnævnt regionsdirektør på Bornholm, Niels Rasmussen, har landets hedeste kommunale lederstol
9. SEP 2002 11.33
Mobiltelefonen ringer et par gange inden en stemme lyder: ?Det er Niels Rasmussen?.

- Interview? Jeg vil gerne medvirke. Men jeg er ?ovre?, lyder det med henvisning til bornholmernes betegnelse for at være i ?Danmark?.

- Jeg lægger dig lige på en bænk, så jeg kan kikke i kalenderen.

Københavnsk trafikstøj høres igennem telefonen.

- Bare kom på mandag. Vi bor indtil videre på amtsgården.

Bortset fra et par borde af bøg, en reol med enkelte ringbind og nogle stole, er der gabende tomt på Niels Rasmussens kontor.

- Vi er slet ikke kommet på plads endnu. Og det her er kun midlertidigt. Vi skal snart flytte til kasernen, hvor vi også skal bo indtil andet er bestemt.

Den 54-årige Niels Rasmussen er nytiltrådt regionsdirektør for den nye Regionskommune Bornholm. En sammenlægning mellem fem kommuner og et amt.

Niels Rasmussens lederstol er p.t. landets absolut hedeste. Opgaven, der ved tiltrædelsen i juli blev stillet til direktøren af politikerne i Sammenlægningsudvalget, lyder: Få fem vidt forskellige kommuner og et amt smeltet sammen til en stærk regional enhed.

- Ærligt talt: Det her kan godt både give sved på panden og ondt i maven. Og jeg vil meget gerne vedkende mig, at opgaven ser meget stor ud. Men jeg tror bestemt, at vi får styr på det, siger Niels Rasmussen, der kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Nexø Kommune.

Blind makker
De første store øvelser for Niels Rasmussen bliver at få samlet Rønne, Hasle, Allinge-Gudhjem, Aakirkeby og Nexø Kommuner samt Bornholms Amt i en ny fælles organisation. Samtidig skal der skaffes overblik over den samlede økonomi og der skal udarbejdes et udkast til et budget.

- Budgettet er en meget vanskelig øvelse, fordi der endnu ikke er taget politisk stilling til det kommende kommunale serviceniveau. Vi skal udarbejde et budget, hvor vi ikke kender serviceniveauet. Blandt andet skal vi finde ud, hvordan vi får ensartet-gjort serviceniveauet i de fem kommuner.

Rent teknisk foregår den første runde af budgetlægningen ved, at de fem kommuner og amtets budgetter lægges sammen.

Imens budgetlægningen foregår med ?blind makker?, så er de organisatoriske udfordringer mere præget af tidspres. Inden den første oktober skal Bornholms Regionskommunes fremtidige struktur være på plads. Den nye organisation skal opbygges, der skal laves en styrelsesvedtægt og der skal organiseres en politisk betjening af de seks endnu ikke nedsatte stående udvalg.

- Jeg vil godt understrege, at der endnu absolut ingen valg er truffet. Men den model, vi arbejder mest efter, er en model, der bedst kendetegnes ved central styring og decentral ledelse. Jeg håber, at vi kan få truffet en beslutning inden oktober, siger Niels Rasmussen.

Det er den model, som Skanderborg Kommune har udviklet og styres efter. Skanderborg betegnes i dag som landets mest effektivt drevne kommune. dk-nyt har tidligere detaljeret beskrevet opbygningen. Se links i bunden af denne artikel.

- Det er kolossalt vigtigt, at vi hurtigt får strukturen på plads. Det er især de administrative medarbejdere, der har krav på en afklaring. Det er jo meget følsomt for folk, at de ikke ved, hvem de har som chef fremover. Hvem der er deres kolleger, hvor de skal arbejde og om der er et job. Medarbejderne skal have besked i det sene efterår og helst inden jul, siger Niels Rasmussen.

Organisationer i opbrud
- Øvelsen er, at vi skal opbygge en ny organisation, der fungerer godt og effektivt. Det sker igennem en proces, hvor vi bruger det bedste fra de gamle organisationer. Det betyder, at vi i den nye organisation skal igennem en lang periode, hvor der i lang tid vil være behov for aflæring af gamle vaner og manerer. Det skal både ledelse og medarbejdere bruge tid og kræfter på.

Den sammenlægningsorganisation som Niels Rasmussen i første omgang opbygger kommer til at bestå af 20 ansatte. Direktionen er endnu ikke på plads, fordi forhandlingerne om vilkårene endnu ikke er afsluttet. Derfor er det indtil videre en gruppe bestående Hasles kommunaldirektør, amtsdirektøren og jeg samt de øvrige tre kommunaldirektører, der arbejder sammen om kommende direktionsopgaver. ?Direktionsmedlemmerne? skal ? indtil årsskiftet - fortsat varetage deres hidtidige opgaver som kommunaldirektør.

Niels Rasmussen kan herudover trække på medarbejdere og specialister i de snart forhenværende kommuner.

Et af de vigtige arbejdsredskaber for Niels Rasmussen og alle andre, der arbejder med sammenlægningen, er seks tykke analyser, der beskriver forskelle og ligheder mellem de enkelte fagområder i de enkelte kommuner. Der er ganske store forskelle på serviceniveauet indenfor de enkelte områder i alle kommuner.

De beslutninger, der af politikerne i Sammenlægnings-udvalget, nu skal træffes, bliver taget uden, at de ? som normalt ? først behandles i de stående udvalg. Og det fører til et spørgsmål om det ikke kan være problematisk at springe sagsbehandlingen i de stående udvalg over?

- Jeg vil hellere udtrykke det på en anden måde. Jeg mener, at det er en meget sund proces, der er i gang, hvor de nyvalgte politikere står sammen om sammenlægningen. Området er meget følsomt og derfor er det vigtigt, at alle har et fælles ansvar for den brede prioritering, der nu skal foretages. Samtidig er det meget vigtigt, at der ikke er nogen, der fra begyndelsen sektoriserer sig, siger Niels Rasmussen.

- Hvordan er den første tid som regionsdirektør forløbet?

- Det har på alle måder været meget varmt og meget hektisk. Jeg har haft arbejdsdage af en længde som jeg aldrig har haft før. Jeg har virkelig mærket, hvad det vil sige ikke at have en velsmurt organisation bag mig som jeg kan trække på.
- Det her er jo noget anderledes end, hvis man flytter fra en kommunaldirektørstol til en anden. Jeg blev direktør i en organisation, hvor stort set kun var mig. I den situation opdager man virkelig, hvad det betyder at have et velfungerende apparat bag sig. Bare det at skulle sende mail ud, men ikke at have en mailgruppe er et problem. Alle reservationer af mødelokaler og lignende måtte jeg selv stå for, siger Niels Rasmussen

Har du fortrudt?

- Næh, jeg har ikke fortrudt!

Om Niels Rasmussen:
Bornholms Regionskommunes nye topchef Niels Rasmussen, Svaneke, er 54 år og født i Klemensker i 1948. Er uddannet ved Post- og Telegrafvæsenet, hvor han begyndte som elev på Nexø Postkontor.

Efter en ansættelse på P & T?s generaldirektorat, hvor han blandt andet var leder af overenskomstsektionen og en efteruddannelse som leder, kom han 1979 til den kommunale verden. Det skete med en ansættelse som leder af Rønne Kommunes Løn- og Personalekontor.

I 1985 kom Niels Rasmussen til Nexø Kommune som sekretariatschef. Siden 1986 har han været kommunaldirektør i Nexø.

I 1989 var han udsendt som FN valgobservatør i Namibia.
Hovedbestyrelsesmedlem i Kommunaldirektør-foreningen. Niels Rasmussen er gift og har tre børn.




















Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/han-samler-kommuner

GDPR