Han nåede ikke alle møderne, før lyset blev slukket

Af Lars Helleskov Engelbrektsen

Mange knokler på livet løs og 'møder' sig til døde. Går eller rettere kører i trafikken på rekordtid, fra møde til møde, rundt i byen og den vidtstrakte kommune eller region. De har ikke en jordisk chance for at forberede sig og for at følge op på et møde. Det er uartigt i forhold til andre (velforberedte) mødedeltagere. Det er uartigt i forhold til de mange der har leveret input og baggrundsmateriale til et møde og til dem, der har udarbejdet en dagsorden med anbefalinger til beslutninger, som ikke træffes.

Der er i mange kredse prestige i at fremvise en overtegnet mødekalender. Bagsiden er bl.a. stress og med et overfyldt arbejdsliv, bliver den smule frie tid og fritid der er, meget vigtig i forhold til at være det hele menneske, vi alle tilstræber. Vi vil ikke være endimensionelle og afstumpede på nogen måde. Men risikerer at blive det, når arbejdet fylder alt og optager al vores vågne tid.

Arbejdsnarkomani
Alt andet end arbejde forekommer for arbejdsivrige meningsløst. Arbejde er det sidste, der tænkes på, inden vi falder i søvn. Tanker om arbejde og kedelige drømme om samme gør, at vi vågner midt om natten og rammes af en dårlig samvittighed. Arbejde er det første vi tænker på om morgenen når vi vågner. Og under bruseren er den første plan for dagens arbejde gjort. Velvidende at dagsordenen skifter i løbet af dagen eller en e-mail droppet kl. 23.50 af chefen, har disponeret din dag. Men den ser du først kl. 8.00. Eller måske kl. 24.00, når du går i seng. Uden at kunne gøre fra eller til. Andet end at opnå en forstyrret nattesøvn.

Søvn er ualmindeligt vigtigt for dit velbefindende og for din dømmekraft og tilstedeværelse og for ikke at ende som en zombie, der går træt og irritabel rundt om dagen. Faktisk virker mange, der kun sover fra kl. 3 til 7 maniske, på mig. Jeg har selv været der og jeg har selv haft den slags mennesker tæt på. Men til forskel for de fleste påtaler og påtalte jeg det overfor vedkommende.

Jeg spurgte: 'Når du møder manisk op på dit arbejde, hvornår er du så deprimeret?'  For ifølge bekendt (psykiater) følges disse to størrelser ad. Ingen mani og maniske tilstande, uden en tur ned i dybet, fra tid til anden. Tiltrods for nok så god og sindsmæssigt udjævnende medicin.

Arbejdsrelateret stress virker som et narkotikum. Ikke uden grund, at vi taler om arbejdsnarkomani. Personer der er bedøvet af arbejde, kun tænker på deres arbejde og ikke kan tale om andet end deres arbejde, er ret uinteressante at sidde sammen med ved et selskab.

Tog arbejdet med til koncerten
For et par måneder siden sad jeg ved siden af en meget venlig og smilende og nydeligt udseende kvinde omkring de 50. Til en koncert. Hun kom sent og havde ikke lagt arbejdet bag sig. Koncerten var noget symfonisk George Michael show og flot og krævede stilhed, iagttagelse og kan siges at være tilbagelænet nydelse. Selv havde jeg kørt fra Ringsted kl. 16.00 til Herning og skulle også lige skrue ned. Denne nydelige kvinde havde givet ikke afviklet dagens arbejdsopgaver og øvrige forpligtelser og midt i det hyggelige mørke, kun oplyst af et fantastisk, men afdæmpet lysshow, sms'ede og tjekkede hun emails i et væk. I 15-20 minutter.

Jeg ved ikke hvad hun fik ud af koncertens flotte åbning. En koncert hun havde betalt 1.000 kr. for. Men hun blændede mig med sit oplyste display. Jeg sagde ikke noget. Denne gang. Velopdragenheden er næsten for total, tænkte jeg. Men ingen grund til at ødelægge en god aften, for nogle. Og hun smilede sødt og udviste overskud og havde vist tjek på det. Hun kan sikkert multitaske, tænkte jeg. Det kan jeg som mand jo ikke! Men hvorfor ikke bare være til stede i nuet? Det forsvinder igen. Og bliver kun via erindringen stående. Det gør emails og andet der er uafhængig af tid og rum jo ikke, bare sådan.

Statsminister H.C. Hansens overtegnede mødekalender
Meget arbejde giver prestige. I 1950'erne måtte den svenske Statsminister gennem 23 år, Tage Erlander, lægge øjne og ører til, da H.C. Hansen, som travle folk har for uvane, stolt præsenterede sin overtegnede mødekalender: 'När får han tid att fundera?', lød det tørt og uimponeret fra den svenske statsmand. H.C. Hansen, som stod bag folkepensionen i 1957, nåede ikke selv så langt. Han døde i embedet som statsminister, 54 år. Men han havde en overtegnet mødekalender. Det kan man ikke tage fra ham. Han nåede bare ikke igennem alle møderne, før lyset det blev slukket.


Ledelseskonsulent, cand.scient.adm. og anmelder ved dknyt.dk, Lars Helleskov Engelbrektsen, Næstved

Foto: http://www.flickr.com/photos/dstylezs/with/4855101879/