KOLDING: Jakob Axel Nielsen bliver hovedtaler, når HI - organisationen for ledende medarbejdere i fritidssektoren, (tidl. Halinspektørforeningen), sætter fokus på brugen af solarier i svømme- og idrætshaller. Det sker ved en konference den 26. oktober i Kolding Hallen.
Sundhedsstyrelsen skal give det sundhedsfaglige input. Kræftens Bekæmpelse vil ligeledes blive inviteret, og i panelet vil der også komme en repræsentant fra HI.
På det seneste er det kommet frem, at risikoen for at få kræft i et solarium er lige så stor som at ryge, viser ny forskning. Det har fået sundhedscheferne i Verdenssundhedsorganisationen WHO til at sætte solarium på listen over kræftfremkaldende stoffer på linje med bl.a. arsenik og asbest.
Flere danske kommuner har allerede taget konsekvenser af, at brugen af solarium kan være kræftfremkaldende; senest Kalundborg. Her har politikerne taget en udmelding fra Kræftens Bekæmpelse om, at der ikke bør være solarier i offentlige bygninger som f.eks. svømmebade, særdeles alvorligt ved at fjerne solarierne i Kalundborg Svømmehal.
- Vi ønsker at sætte fokus på det meget aktuelle emne, og vi er i den forbindelse meget glad for, at sundhedsminister Jakob Axel Nielsen vil deltage i konferencen, siger formanden for HIs informationsudvalg, direktør Otto Skak, Slotssøbadet, Kolding.
- Vi er en organisation med mange medlemmer, som netop arbejder i svømme- og idrætshallerne, og dem vil vi gerne give al den faglige baggrundsviden, de har brug for, når snakken drejer sig om brugen af solarier. Det skal konferencen være med til.
Otto Skak tilføjer, at konferencen vil være åben for alle - altså også personer, som ikke er tilknyttet HI. Det kan f.eks. være politikere eller kommunale medarbejdere, der beskæftiger sig med sundhedsspørgsmål.
På HI-hjemmeside på nettet - www.h-i.dk
- vil konferenceprogrammet løbende blive opdateret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.