
KØGE: Fra 2018 vil en ny bydel skyde op i den nordlige del af Køge. Meget passende kommer bydelen efter planen til at hedde Køge Nord, og den vil især være rig på grønne tilbud, oplyser kommunen.
- Køge Nord kommer til at rumme alt det, som en moderne bydel skal have, og den bliver ikke mindst attraktiv for børnefamilierne. Her vil der både være gode pasningsmuligheder, natur og mulighed for at dyrke grøntsager i en bilfri bydel, hvor børnene kan lege trygt. Og så har de kun 20 minutter i tog til Købehavn fra Køge Nord Station, siger borgmester Flemming Christensen (K).
Bydelen er stadig kun på tegnebrættet, men en helhedsplan for området er netop blevet besluttet i byrådet. Den kommer til at rumme mellem 800 og 1100 boliger, og ifølge borgmesteren kommer de til at bestå af alle slags byhuse, små og store lejligheder og bofællesskaber. Bydelens vartegn bliver en 225 meter lang stationsbro ved den kommende Køge Nord Station.
Håndtering af regnvand bliver en integreret del af bydelen, som både skal sikre området mod oversvømmelser og bidrage til et rigt byliv. Et stort parkér- og rejsanlæg ved stationen skal eksempelvis kunne bruges som et bassin, hvor vandet ved store regnskyl kan opmagasineres og forsinkes. I boligområderne kan der laves små forskønnende vandløb og søer, hvor regnvandet kan ledes til og tilbageholdes ved store mængder regn.
Køge Nord:
- Den 130 hektar store bydel kommer til at bestå af et stationsområde med boliger og erhverv, et område forbeholdt innovativt erhverv og et område med plads til udvidelse af Skandinavisk Transport Center.
- Bydelen kommer til at rumme et sted mellem 800 og 1100 boliger med stor mangfoldighed af boformer og bygninger i en nyskabende arkitektur.
- Beboerne vil få let adgang fra boliger til grønne og rekreative områder. Den nærtliggende natur kommer til at byde på fx frugtlunde og nyttehaver, dyrehold og naturlegepladser, kunst og meget mere.
- Køge Nord Station bygges som en svævende bro, der skal forbinde højhastighedstog mod København og Odense på den ene side af motorvejen med S-tog på den anden side. Et stort parkér- & rejsanlæg med 650 P-pladser bygges ved stationen, som kan betjene de mange rejsende.
- Beboere og virksomheder får nem adgang til Køge Bugt Motorvejen, som udvides fra seks til otte spor i 2017.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.