Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Der er i forvejen massiv råstofgravning nær landsbyen Tune, som Greve Kommune nu vil friholde fra yderligere gener.
Foto: Greve Kommune

Greve: Råstofplan truer drikkevand og byudvikling

Byrådet i Greve efterlyser, at statslige og regionale myndigheder bliver bedre til at koordinere indbyrdes, hvad en landsby som Tune skal udsættes for.
15. DEC 2020 11.38

GREVE: Region Sjællands udkast til Råstofplan 2020 møder stor kritik i Greve. Den vil nemlig gøre området vest for Tune til et såkaldt interesseområde, altså på længere sigt et graveområde for råstoffer, hvilket blandt andet vil belaste Tune By med støv- og støjgener. Derfor har byrådet nu indsendt et høringssvar med et meget klart budskab, oplyser kommunen.
 
Udover at medføre støv og støj kan planen også sætte en stopper for byudviklingen, da der kan komme restriktioner for udvikling af området. Dertil vil drikkevandet, som Tune Vandværk leverer til Tuneborgerne, heller ikke være beskyttet, hvis der bliver gravet i området. Det kan betyde, at Tune på sigt mister sin vandforsyning.
 
- Det er et meget vigtigt område for dannelse af drikkevand i kommunen, og Tune Vandværk har ikke mulighed for at skaffe drikkevandsegnet grundvand andre steder. Derfor vil det økonomisk blive meget dyrt, hvis vi skal til at skaffe vand udefra, siger borgmester Pernille Beckmann (V).
 
Landsbyen med omkring 5.000 indbyggere er i forvejen hårdt ramt af blandt andet restriktioner for byudvikling. Byrådet efterlyser derfor, at statslige og regionale myndigheder bliver bedre til at koordinere indbyrdes, hvad en landsby som Tune skal udsættes for.
 
- Der er allerede foretaget massive råstofgravninger i Tunes omegn. Derudover er der planer for en ny Ring 5, som vil løbe lige ved siden af Tune. Roskilde Lufthavn ligger også tæt på Tune, hvilket giver støjgener. Og så er der lagt restriktioner for helt nødvendige udbygninger i Tune som eksempelvis et plejecenter til borgerne, siger Pernille Beckmann.
 
Region Sjællands udkast til råstofplan kan læses her.

ka