Værestedet har givet områdets unge et tilhørsforhold og masser af positiv voksenkontakt, skriver Gladsaxe Kommune.
Forebyggelse frem for straf. Det er hovedbudskabet i den betænkning, som kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet for nyligt har afleveret til justitsminister Brian Mikkelsen, ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen netop har opfordret kommunerne til at fokusere mere intenst på problemet med ungdomskriminalitet. Værestedet i Høje Gladsaxe er et lysende eksempel på at målrettet kriminalitetsforebyggelse kan gøre en forskel.
For fem år siden var Høje Gladsaxe et område plaget af hærværk, indbrud og ildspåsættelser. Men en gruppe unge fra området henvendte sig en dag til Gladsaxe-borgmester Karin Søjberg Holst (S) med et ønske om at få et sted, hvor de kunne hænge ud i stedet for at rende rundt og lave ballade. Borgmesteren præsenterede byrådet for drengenes ønske, og Værestedet i Høje Gladsaxe blev født.
Et sted der kan rumme alle
Siden er ungdomskriminaliteten i Høje Gladsaxe faldet drastisk. I 2004 havde 59 af områdets unge i aldersgruppen 14-17 år en politisigtelse på halsen. I 2005 var det tal faldet til 31 og i 2008 til blot 17. Og Værestedet får en stor del af æren for den positive udvikling i området. Mellem 20-40 unge kommer hver dag i Værestedet, hvor ingen bliver registreret. Der er ofte tale om unge, der har svært ved at begå sig i de traditionelle klubtilbud på grund af deres adfærd.
- Nøgleordet er rummelighed. Vi medarbejdere skal kunne rumme alle - også dem der kan være meget svære at rumme. Værestedets medarbejdere har forskellige baggrunde. Én er lærer, en anden er automekaniker og en tredje har en handelsuddannelse fra universitetet. Alsidigheden gør, at ingen af de unge føler at de går forgæves. Den store rummelighed understreges af at ingen i Værestedet nogensinde har fået karantæne, fortæller Sacha Popovic, SSP-konsulent i Gladsaxe Kommune og leder af Værestedet i Høje Gladsaxe.
Snakker om samfundsemner
Udover at være et sted, hvor de unge kan være sig selv, så danne Værestedet i Høje Gladsaxe også rammen om aktiviteter, der foregår væk fra bordfodboldspillet, billardbordet og computerspillene. Kommunens ungdomsvejledere kommer ofte og vejleder de unge i at søge job, uddannelse og bolig, og Røde Kors stiller med frivillige lektiehjælpere. Desuden får de unge mulighed for at diskutere aktuelle emner i samfundsdebatten.
- Går de rundt med nogle ting i hovedet eller har de brug for hjælp til noget, så har de et sted at gå hen. Vi snakker tit med dem om aktuelle sager og om den diskrimination, som de møder, blandt andet når de bliver afvist fra diskoteker i byen. Vi tager udgangspunkt i deres oplevelser og snakker om hvorfor det er sådan. Vi snakker også meget religion med dem og forsøger at bruge de positive ting fra religionen aktivt. Det kan være i forhold til at ændre deres adfærd i en positiv retning med afsæt i religionen. At de ikke må gøre andre ondt og at deres adfærd har konsekvenser, fortæller Sacha Popovic.
Medbestemmelse og medansvar
Udover at være finansieret af kommunale kroner, modtager Værestedet ofte penge fra puljer og fonde. Senest har Værestedet modtaget 80.000 kroner fra TrygFonden. Og de unge er med til at bestemme, hvad der skal købes.
- Medbestemmelsen gør at de unge får et stort tilhørsforhold og medansvar for stedet. Det viser sig blandt andet ved at der aldrig er blevet stjålet noget af væsentlig værdi. Vi købte på et tidspunkt tre helt nye computere og tre fladskærme, og vi talte om at tyverisikre udstyret ved at nagle det fast. Men vi blev alligevel enige om ikke at gøre det. Og ingen har rørt det. Vi har endda kunne lade Værestedet stå ubemandet hen, mens vi har været ude at handle, siger Sacha Sas Popovic:
Masser af ressourcer i de unge
- Vi tog en snak med drengene på Værestedet og sagde, at hvis den skyldige kom til os og tilstod, så ville vi ikke melde det til politiet og dermed skåne ham for en plet på straffeattesten. En halv time senere kom en brødebetynget dreng og tilstod alt. Vi lod de andre unge bestemme, hvilken straf han skulle have. Først mente de at en måneds udelukkelse fra Værestedet var passende, men en af de unge syntes det var synd for drengen, fordi han ikke havde nogen mor og far. Han skulle kun have en uge, fordi den ville føles som en måned for ham, husker Sacha Popovic. Forløbet satte gang i nogle refleksioner og følelser hos drengene.
- Den sag endte helt utroligt. De andre drenge var ude og samle alle pengene ind, så den her dreng kunne betale pengene tilbage til Ungdomsskolen. Han endte så med at skulle arbejde pengene af i en uge i en kiosk. Det viser lidt om de ressourcer, der gemmer sig i de her drenge, siger Sacha "Sas" Popovic, der understreger at en effektiv kriminalitetsforebyggelse i kommunerne kræver et velfungerende og fintmasket SSP-samarbejde.
- I Gladsaxe har SSP-samarbejdet høj prioritet, og vi har de helt rigtige mennesker de rigtige steder. Vi arbejder målrettet med at drage alle aktører på banen i forhold til de unge, holder os orienteret om hvad der foregår i området og koncentrerer indsatsen om dem, der virkelig er i farezonen. Og vil lader de unge vide og føle at vi er der - og at vi er der for dem, siger Sacha Popovic.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.