Gladsaxe-forvaltninger skal blive bedre til at undskylde

Borgerrådgiveren har fortsat fokus på, om forvaltningerne er parate til at undskylde forkert og mangelfuld sagsbehandling over for borgerne.
21. MAR 2020 16.32

GLADSAXE: I sin forrige årsberetning - for 2018 - anbefalede borgerrådgiver Preben Rohde i Gladsaxe Kommune, at forvaltningerne er parate til at undskylde forkert og/eller mangelfuld sagsbehandling.

I sin nyeste årsberetning fra 2019, som nu skal drøftes politisk, viser endnu en borgerhenvendelse, at det med at undskylde endnu ikke er i mål. Borgerrådgiveren beskriver sagen:

'En borger, som er visiteret til fleksjob, var i dialog med sagsbehandler om at undersøge mulighederne for førtidspension, og om at hun som ledig fleksjobber skulle sygemeldes. Alligevel får borgeren efterfølgende besked fra Jobnet, om at hun skal tjekke jobmuligheder. Borgeren skriver om det aftalte til sagsbehandler. Borgeren hører ikke fra sagsbehandler. Men får  efterfølgende besked fra Jobcentret om, at hendes ydelse vil blive stoppet, da hun ikke har tjekket jobmuligheder. Borgeren skriver igen til sagsbehandler, som nu reagerer hurtigt og meddeler, at borgeren nu er registreret som sygemeldt.

Samtidig er der et sagsforløb på næsten to måneder, hvor der ikke sker fremdrift i drøftelsen om at få undersøgt mulighederne for førtidspension. Jobcentrets tilbagemelding på henvendelsen til borgerrådgiveren, er dels, at de henvendelser, som borgeren får fra Jobnet, sendes automatisk ud, og at borgeren nu vil blive indkaldt til samtale, så misforståelser kan blive ryddet af vejen.'

For borgerrådgiveren var det tydeligt, at borgeren ikke havde fået de tilbagemeldinger, som hun burde have fået. Tillige fremgår det af beretningen, at man i forvaltningen 'bør forholde sig mere aktivt til, at ’systemet’ åbenbart sender fejlagtige breve ud og ikke blot henføre det til, at det ’er noget, som Jobnet udsender automatisk’.

Gladsaxe har haft ordningen med borgerrådgiver i fire år, og funktionen er senest udvidet med en studentermedhjælper. Der var i 2019 469 henvendelser fra borgere, hvoraf de 79 gav anledning til en nærmere sagsbehandling, heraf langt de fleste - 59 - fra social- og sundhedsforvaltningen.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt