
Sidste år indhentede Gældsstyrelsen et rekordhøjt beløb hos skyldnere, der har gæld til det offentlige. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse mandag.
I alt blev 12,6 milliarder kroner sendt tilbage til de offentlige kreditorer i 2022.
Det er blandt andet det nye og mere effektive inddrivelsessystem, der går under forkortelsen PSRM, som lægges til grund for det rekordhøje resultat, skriver styrelsen i en rapport. Systemet gør, at styrelsen nu kan trække borgere med gæld i løn og tilbageholde overskydende skat for at inddrive gælden.
- Vi har fået skabt en inddrivelse med stærke værktøjer til at inddrive gælden, siger Anne-Sofie Jensen, direktør i Gældsstyrelsen, i meddelelsen.
- Sammen med vores nye system og vores mange kompetente medarbejdere går vi skridt for skridt i den rigtige retning mod at få inddrevet og nedbragt gælden til det offentlige.
Stigning i indkasseringen
Sidste år blev 5,2 milliarder inddrevet ved hjælp af det nye system. I 2020 var det tilsvarende beløb 2,2 milliarder kroner.
- Årsresultatet er et vidnesbyrd om, at vi lykkes med vores grundlæggende kerneopgave, siger Anne-Sofie Jensen videre.
- Vi får inddrevet rigtig meget af den gæld, som offentlige kreditorer forgæves har forsøgt at opkræve hos borgere og virksomheder, før gælden blev oversendt til os. Vi er dog også bevidste om, at der fortsat er udfordringer, vi skal have løst i de kommende år, så vi beholder arbejdshandskerne på.
Siden 2016 er gælden, som er blevet inddrevet, steget år for år.
Det skal dog også ses i lyset af, at borgeres og virksomheders samlede gæld til det offentlige er steget i samme periode.
I 2022 blev den samlede gæld opgjort til at være 152 milliarder kroner.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.