GULDBORGSUND: Når Henrik Nielsen tiltræder som ny kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune den 1. maj, bliver det uden en klassisk 100-dages plan. I stedet vil han bruge den første tid på at lære kommunen, organisationen og borgerne at kende. Det fortæller han i et interview med DK Nyt.
Henrik Nielsen kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Stevns Kommune og har mange års erfaring i kommunal ledelse. Alligevel er det ikke en færdig drejebog, han tager med sig til Guldborgsund.
- Jeg kommer ikke til at tilgå denne stilling med en fast 100-dages plan. Det er ikke det, jeg synes er spændende, som skal afgøre dagsordenen, siger han.
Han understreger, at det for ham er afgørende at tage udgangspunkt i de lokale forhold frem for egne forhåndsantagelser.
- Jeg går til min nye opgave med nysgerrighed og ydmyghed. Det handler om at forstå, hvad der allerede fungerer godt, og hvor der er behov for at udvikle sig.
Vil tage afsæt i byrådets ambitioner
I Guldborgsund træder Henrik Nielsen ind i en organisation, hvor byrådet allerede har sat en ambitiøs retning. Særligt ønsket om at styrke samarbejdet med borgerne fylder.
- Der er ambitioner om en anden måde at engagere og samspille med borgerne på. Det er noget, jeg ser som en vigtig opgave at arbejde videre med, siger han.
Ifølge den kommende kommunaldirektør handler det ikke kun om nye initiativer, men også om at videreudvikle det, der allerede er sat i gang.
- Det er vigtigt for mig at bygge videre på det eksisterende fundament og skabe kontinuitet, samtidig med at vi udvikler os.
Fokus på udvikling og attraktive lokalsamfund
Timingen for jobskiftet er heller ikke tilfældig, forklarer Henrik Nielsen. Guldborgsund Kommune har i de seneste år haft et øget fokus på projektudvikling og byudvikling, en dagsorden, han finder både relevant og motiverende.
- Der er et klart ønske om at skabe det gode liv for de borgere, der allerede bor her, og samtidig gøre kommunen attraktiv for nye borgere, siger Henrik Nielsen.
Han peger på, at netop udviklingen af lokalsamfund og byområder bliver en central opgave i de kommende år.
- Det handler om at skabe rammer, hvor mennesker trives, både i hverdagen og på længere sigt.
En periode med dialog og retning
Med Henrik Nielsen ved roret går Guldborgsund Kommune ind i en periode, hvor dialog og samarbejde forventes at få en fremtrædende rolle. Den nye kommunaldirektør lægger vægt på at finde retningen i tæt samspil med både politikere, medarbejdere og borgere.
Først derefter vil de konkrete planer tage form.
- For mig handler det om at få et solidt fundament, før vi sætter en retning. Det kræver, at man lytter og er åben over for de perspektiver, der findes i kommunen, afslutter Henrik Nielsen.
Henrik Nielsens tidligere stillinger
2014: Konstitueret kommunaldirektør i Gribskov Kommune
2014-2020: Direktør og vicekommunaldirektør i Lejre Kommune
2020-2021: Vicekommunaldirektør i Sorø Kommune
2021-2026: Kommunaldirektør i Stevns Kommune
2026-: Kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














