dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
De fire sønderjyske borgmestre er ikke de første, der sender et bekymringsbrev til ministrene om om-kategoriseringen af landejendomme. (Arkivfoto.)
Jens Christian Top/Ritzau Scanpix

Nu sender sønderjyske borgmestre også brev:
Frygter flugt fra land til by

I brev til to ministre advarer fire borgmestre om, at den nye om-kategorisering af landejendomme vil udfordre befolkningen på landet yderligere.
17. MAJ 2023 13.00

SYDJYLLAND: "Det er et kæmpe problem, at det de fleste steder i Sønderjylland allerede er meget svært at få fremmed finansiering, for netop denne type ejendomme. Og med en om-kategorisering af de små landbrugsejendomme, bliver det med sikkerhed ikke lettere at hverken købe eller sælge disse." 

Sådan skriver de fire sønderjyske borgmestre, Erik Lauritzen (S), Sønderborg, Mads Skau (V), Haderslev, Jan Riber Jakobsen (K), Aabenraa og Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk parti), Tønder i brevet til minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V) og skatteminister Jeppe Bruus (S). 

I brevet ytrer borgmestrene bekymring for den nye ejendomsvurdering og om-kategorisering af et vist antal landbrugsejendomme eller skovejendomme, der i fremtiden kategoriseres som ejerbolig, hvorfor ejendomsskatten vil stige.

Borgmestrene advarer derfor ministrene om, at det vil øge den i forvejen eksisterende affolkning fra landet til byen. 

Landdistrikterne er i forvejen udfordret 

"Landdistrikterne er udfordrede på en række områder, som fx infrastruktur, skolelukninger og faldende boligpriser. Der er på alle måder meget langt fra Sønderjylland og til Nordsjælland hvad angår handelspriser på mindre landejendomme. Derfor vil vi gerne appellere til at regeringen gentænker situationen, landdistrikterne har igennem mange år oplevet en affolkning, og vi frygter, at den udviklinger tager endnu mere fart med den nye ændring," skriver de. 

Ministrenes postkasser er da også ved at være fyldt med bekymringer. Tilbage i april sendte ti fynske borgmestre også et brev afsted til de to ministre.

Brevets omdrejningspunkt var selvsamme problematik - bekymring for at der pålægges yderligere udfordringer på landlivet, og at der vil ske yderligere affolkning af landdistrikterne. 

I april blev der sendt endnu et brev sendt til skatteministeren, landdistriktsministeren, Skatteudvalget og Udvalget for Landdistrikter og Øer rettede 38 borgmestre og Landdistrikternes Fællesråd hvor der de rettede skarp kritik af de nye ejendomsvurderinger af landejendomme. 

Og så sent som 1. maj sendte også 31 borgmestre et brev til skatteminister Jeppe Bruus, Louise Schack Elholm, Skatteudvalget samt Udvalget for Landdistrikter og Øer.

Hverken ministrene eller udvalgene har reageret offentligt på brevene endnu. 

Læs det fulde brev her:

Kære minister for landdistrikter, Louise Schack Elholm og Skatteminister Jeppe Bruus.

Vi Sønderjyske borgmestre ser med bekymring på den aktuelle ejendomsvurdering og om-kategoriseringen af små landbrugsejendomme. Historisk betinget er der blevet etableret rigtig mange statshusmandsbrug i Sønderjylland, derfor har vi selvsagt også mange der bliver berørt af den nye praksis regeringen lægger op til.

En højere ejendomsskat vil gøre det vanskeligere at omsætte disse ejendomme, og ud over de problemer det vil give den enkelte boligejer, så vil det samtidig også få store konsekvenser for bosætningen og livet på landet.

Det er i forvejen forbundet med ekstra udfordringer og omkostninger at bo i landdistrikterne, fx tid til pendling til job samt børns deltagelse i fritidsliv. Det er et valg, som familierne selv har truffet, men de vælger ikke selv, at man fra statens side påfører dem en markant forhøjelse af deres boligudgifter.

Store bygninger med mange kvadratmeter og store udenomsarealer kræver ikke kun økonomi men også energi. Og hvis den enkelte husejer sælger nogle af sine arealer for at slippe for de forhøjede ejendomsskatter, og disse så lander hos en “produktionslandmand” så får samfundet alligevel ikke de forhøjede indtægter.

Vi tror faktisk heller ikke, at samfundet har nogen interesse i at den danske landbrugsjord samles på endnu færre hænder. Landdistrikterne er udfordrede på en række områder, som fx infrastruktur, skolelukninger og faldende boligpriser. Der er på alle måder meget langt fra Sønderjylland og til Nordsjælland hvad angår handelspriser på mindre landejendomme. Derfor vil vi gerne appellere til at regeringen gentænker situationen, landdistrikterne har igennem mange år oplevet en affolkning, og vi frygter, at den udviklinger tager endnu mere fart med den nye ændring.

Venlig hilsen

Mads Skau, Jan Riber Jakobsen, Erik Lauritzen, Jørgen Popp Petersen

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/frygter-flugt-fra-land-til-by

GDPR