
Det er bekymrende, at nye ejendomsvurderinger på sigt vil øge beskatningen af små landbrugsejendomme ved at omkategorisere dem som parcelhuse. Det mener de ti fynske borgmestre, som nu i fællesskab har sendt et brev til skatteminister Jeppe Bruus (S) og landdistriktsminister Louise Schack Elholm (V). De kalder omlægningen "i praksis ødelæggende for os lokalt", skriver TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende.
"Dette hjælper ikke de mange lokalområder, der i forvejen mærker en udvandet eller helt manglende kollektiv trafik, manglende kollektiv varmeforsyning med mere. Landdistrikter, som alle taler om, de ellers vil styrke," skriver de.
"Vi vil kraftigt appellere til, at der lægges en ny linje, der skåner ejerne af de små ejendomme på landet for de eksorbitante skattestigninger, som kan have ødelæggende konsekvenser for bosætningen i landdistrikterne," skriver borgmestrene.
- Jeg tror, man har stirret sig blind på nogle hestestutterier på Nordsjælland, men glemt at se så langt som Vestsjælland og mod Fyn og Jylland, hvor ejerne af de her ejendomme er helt almindelige mennesker, tilføjer Assens-borgmester Søren Steen Andersen (V) til TV2 Fyn.
Han skriver på Facebook, at de fynske borgmestre også har møde med de fynsk-valgte MF'ere på mandag om sagen.
Drøftelser i dag
Fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) lovede i går, at de politiske partier i dag ville blive indkaldt til drøftelser om de nye regler, som blev vedtaget af et bredt flertal tilbage i 2017, men først udmøntes nu.
Jeppe Bruus, som er vært for mødet, pointerer dog, at der er lavet en overgangsordning for nuværende ejere af de små landejendomme, og i udtalelser i aftes talte han mest om kommunikationen af reglerne.
- Der er rejst en masse spørgsmål, og dem tager vi ind og ser på, om der er noget, der er uklart, og noget, der skal kommunikeres bedre, sagde han til DR.
Det er omkring 15.000 ejendomme, som skifter status med de nye vurderinger.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.