Fremtidens unge vilde ældre - en udfordring også for kommunen

For nogle år siden, blev en mand på min villavej 75 år, og i den forbindelse anmeldte kommunen sin ankomst til en snak om den 3. alder. Assistenten kom på cykel i det glatte vintervejr, hvilket fik fødselaren til at udbryde; så skulle jeg da have skovlet indkørslen eller have hentet dig i min bil.

Her flere år efter er han fortsat en levemand med hang til rødvin, sang og kurtisering af sin kone. Han virker ikke som en, der umiddelbart får brug for 'kommunen'.

MIG SELV - også som ældre
De ældre, der er på vej, er ikke, hvad ældre har været. De er ikke nedslidte af hårdt fysisk arbejde, eller ydmyge på samme måde som tidligere ældre. De er opvokset i en tid med velstandsstigning, muligheder, normbrud og et væld af offentlige sundhedsydelser.

Vant til at vælge og vrage i deres eget liv, skifte job, bolig, partner og livsstil, og hvorfor skulle de pludselig holde op med at være individualister eller SIG SELV, bare fordi de bliver gamle.

Faktisk vil de slet ikke sættes i bås som 'ældre' og have tildelt en standardydelse fra kommunen, men hellere klare sig med hjælp af alskens ny teknologi. Perspektiverne indenfor sundhedsteknologi og lægevidenskaben i øvrigt er lovende – en dåbsattest med mange år på bagen behøver ikke nødvendigvis at være en hindring for et fedt selvrealiserende liv selv i oldingefasen.

Livet fuldt af muligheder
I de senere år har jeg arbejdet på mange projekter omkring fremtidens ældre i forhold til boligformer, ældre/plejeboliger og lokalcentre. De ældre – eller dem på vej til at blive ældre, jeg har mødt i den forbindelse, mere end antyder en lidt mere 'vild' holdning til det at blive ældre.

Samme billede genfindes i undersøgelser af vores forventninger til fremtidens seniorliv, heriblandt en undersøgelse fra 2015 fra Ældre Sagen: 'Alder ingen hindring'. Undersøgelsen belyser forventninger og ønsker til fremtiden blandt danskere mellem 50 og 89 år.

Ifølge undersøgelsen mener langt de fleste ældre, at livet er fuld af muligheder, og at alder i sig selv ikke er forbundet med tab af livsindhold. De fleste vurderer, at de har et godt helbred og føler sig yngre, end de reelt er. Mange har kontakt med familien via sms, mail, Facebook og Skype og vil i øvrigt helst bliver boende, hvor de bor. En stor del forventer at arbejde længere - nok påvirket af tilbagetrækningsreformerne, men hver fjerde ønsker faktisk at arbejde så længe som muligt.

Selvfølgelig er der en gruppe, som har ringe livstilfredshed pga. sygdom og ensomhed, men det overordnede indtryk er optimisme og forventning i forhold til fremtidens seniortilværelse op i en meget høj alder.

Skal vi blive 100 år?
Givetvis bliver vi faktisk ældre i fremtiden. Aldersforskere hævder, at det i fremtiden ikke vil være unormalt at blive op til 100 år eller mere, takket være sundere levevis og fremskridt indenfor medicin og behandlingsformer.

De er dog uenige om, hvor gamle vi kan blive – er der en naturlig stopklods ved 90-95 års alder, som gerontolog ved Aarhus Universitet Suresh Rattan hævder i Tænkepauser 'Alder', eller kan vores børn forvente at blive langt over 100 år? Tiden vil vise det. Uanset er det dog vigtigt at gøre sig overvejelser om, hvordan samfundet og velfærdssamfundet skal hænge sammen, hvis vi bliver ældre og forventer et liv for fuld skrue op i oldingealderen.

I den tankevækkende bog 'The 100-Year Life' gør den britiske økonomiprofessor Lynda Gratton og psykolog Andrew Scott nogle vedkommende tanker om længere levealder som megatrend. Eller med andre ord; hvad vil det betyde for os som individer, samfund og arbejdspladser, hvis 100 år er det nye normale?

Bogens hovedbudskab er, at vi får brug for at gå fra et tre faser liv – barn, voksen, gammel til et multifase liv. Vi skal formentlig arbejde til, vi bliver 80 år, hvis samfundsregnestykket skal hænge sammen, og det betyder, at vi skal genopfinde os selv mange gange. Skifte mellem uddannelse, arbejde, freelancetilværelse og rekreative perioder, hvis vi skal lade op fagligt og mentalt. Dermed forsvinder opfattelsen af et livsforløb som noget lineært og erstattes af en mere cyklisk træden fra sten til sten.

Det vigtigste er at erkende og forstå multifaselivet og navigere klogt igennem, så der bliver plads til at tjene penge, få børn, justere eller helt skifte sin levevej, holde fat i sin egen integritet og blive god til transition: Evne at gå fra en fase til en anden, op eller ned, på kryds og på tværs uden at miste det store perspektiv og herunder opsparing til alderdommen. Gratton og Scott har ikke den store tiltro til fremtidens pension til ældre. Noget der sikkert kan overføres til danske forhold, hvor folkepensionen i sin nuværende form nok også er udfordret af det stigende antal ældre.

Stadigvæk-alderen
Den tyske filosof Wilhelm Schmid opdeler de ældre i to forskellige grupper, som formentlig udfordrer arbejdspladserne og kommunerne på forskellig vis.

Ifølge ham har livet fire faser fra ble til ble: Barn/udvikling, voksen/præstation og så to ældre kategorier. Den sidste fjerde fase som rigtige ældre handler om gradvis afvikling, reel alderdom og måske ender man i bleen igen. Det siger sig selv, at den sidste fase kræver support fra kommunen, det er måske ikke så nyt.

Det nye er den tredje fase, gruppen 50+ frem til reel alderdommen sætter ind, som jeg lidt frit fortolket kalder 'stadigvæk-alderen', og det er netop den, der rummer 'de vilde unge ældre'.

'Stadigvæk alderen': Ordet 'stadigvæk' sniger sig ind fra omkring 50 års alderen og tager til i styrke. Man kan stadigvæk tage en efteruddannelse, følge med i den digitale udvikling og nå endnu en forfremmelse. Stadigvæk rejse verden tynd, træne op til en maraton, skabe endnu en familie og se godt ud på en venlig lørdag. Stadigvæk er dog tit forbundet med små kneb.

Man kan stadigvæk læse en god bog, hvis man har læsebriller på og præstere kurver med push up og push in. Du ser da stadigvæk godt ud, kan folk så venligt sige. Og vi kan og skal på godt og ondt sikkert være i vigør i flere år end tidligere generationer og dermed også arbejde længere og være med til at bidrage til kommunekassen fremfor at blive forbrugere i den offentlige seniorbutik. Der er sikkert også masse af kompetent arbejde eller frivillighedsarbejde i 'stadigvæk-alderen' – hvis de unge vilde ældre altså gider!

Skisma mellem forventninger og standard
Men uanset hvor umoderne det er at kalde sig selv gammel, så vil vores biologi indhente os. Vi bliver ældre og måske både fysisk og psykisk mere skrøbelige. Lidt hold i ryggen, et knap så ungdommeligt look, mere følsomme og måske lettere stressede.

Ifølge aldersforsker Suresh Rattan er menneskets optimale alder 45 år, med alderen bliver kroppens celler nemlig langsommere og langsommere til at regenerere sig selv. Selvfølgelig kan livsstil i forhold til mad, motion og røg mv. have betydning, men der kan komme en modsætning mellem det liv, vi forventer, og det liv vi evner. Med mindre vi serviceres for fuld skrue med nyeste medicin, sundhedsteknologi og den ypperste service fra kommunen - og det vil vi selvsagt forvente.

Ifølge undersøgelsen fra Ældre Sagen ser fremtidens ældre ud til at forvente mere af kommunen samtidig med, at de er meget kritiske i forhold til den nuværende standard. Af de ældre i 50´erne og 60´erne ønsker omkring 45 pct. velfærdsstaten udbygget, mens kun 22 pct. af de 80-89 årige har samme holdning. En konklusion i undersøgelsen er, at det i fremtiden kan 'føre til en voksende afstand mellem de ældres forventninger til standarden indenfor såvel sygehus- som ældreplejesektoren og så den faktiske standard, som det offentlige tilbyder'. Hvis det er rigtigt skal kommunen vist til at ruste sig til at møde de unge vilde ældre. For de bliver flere og flere og ældre og ældre!

Og hvad skal kommunen så forvente og forberede sig på i mødet med fremtidens unge vilde ældre, hvis det billede, der kan tegnes ud fra megatrends og undersøgelser i øvrigt, holder stik? Her et bud på krav til sundhedsydelser, ældreboliger og frivillighed/deltagelse, som bygger på generelle megatrends og diverse fremtidsdialoger, jeg har deltaget i i kommuner og organisationer de sidste år:

Sundhedsydelser - nej til standard
Fremtidens unge vilde ældre vil være mere 'krævende' og ikke bare have tildelt en standardydelse fra kommunen. Det handler om at være længest muligt i eget liv, trods eventuelle begrænsninger. Det er MIT unikke liv.

Net-kompetente som de er, vil de hurtigt kunne finde frem til andre kommuners tilbud og finde sammen i Facebook-grupper med fælles krav til kommunen. Eller surfe rundt på de globale hylder og opdage nye teknologier og plejemuligheder, som de føler giver mening lige præcis i forhold til deres situation.

Som stærkt påvirket af oplevelsesøkonomien, er det almindeligt at mærke efter i køledisken såvel som i den offentlige butik. Derfor kan mavefornemmelse hurtig komme til at stå overfor kommunens ønske om evidens. Især i takt med at børnene af informationssamfundet og dermed også dem med længere uddannelser tjekker ind i ældrelivet.

De er næppe så autoritetstro som tidligere generationer og falder ikke på halen over ord som 'autoritet', 'ekspert' eller fyraften. Kommunen skal være tilgængelig og personalet til rådighed, når det passer mig. 24/7 online service, ja, måske ligefrem 'primadonna-service'!

Ikke alle ældre er måske så meget oppe på beatet – især ikke de ældste, men fremtidens pårørende er i den grad også børn af deres tid; følsomme, individualistiske og digitale.

Kun det bedste er selvfølgelig godt nok til MIG & MINE – allerede i dag møder kommunen pårørende som holder mere end almindelig skarpt øje med hjemmeplejen, berettiget eller ej. De vil givet fungere som skrappe advokater for familiens ældre, og der kan være rigtig mange af dem.

Med stigningen i skilsmisser siden 1960´erne er fremtidens familie et kludetæppe af pap-relationer med mange måske forskelligrettede krav og forventninger til deres kæres pleje. Formentligt er stikord i forhold til kommunens ældrepleje; innovation i ydelserne, evig balance mellem evidens, standard og 'kundekrav' og forventningsafstemning i forhold til kommunens tilbud.

Ældreboliger version luksus
Med udsigt til de store ældregenerationer er der i disse år fokus på fremtidens ældre- og plejeboliger og i øvrigt også udsigterne for de store parcelhuskvarterer. Vil sidstnævnte stå som vindblæste parcelhus-ørkener i takt med, at de store årgange flytter i ældrebolig, fordi de kommende unge familier hellere vil bo i de store byer. Eller fordi de små generationer af unge slet ikke er nok til at overtage de mange boliger, hvilket Paul Wallace hævdede i sin bog fra 2000 med den dramatisk titel Alderdommedag? Eller vil fremtidens unge vilde ældre opgradere parcelhuset med ældreteknologi og bruge de mange rum til det fede liv med blandt andet et velværelse til luksuspleje.

Uanset, om det bliver parcelhus eller ældrebolig, kan vi nok forvente, at fremtidens unge vilde ældre ønsker mere end en 64 kvadrater ældrebolig eller et standardværelse på et plejehjem.

Det siger næsten sig selv, at alskens teknologi skal danne baggrundstæppe for fremtidens ældrebolig. IT overalt, talekommando til alt og skærmvægge, så den ældre kan spise digital søndagsmiddag med familierne rundt omkring i landet eller på kloden.

En butlerrobot til at gøre rent, servicere og byde på rødvin er et must. Mere plads vil sikkert også være et krav, så der er plads til et iscenesat bedsteforældreliv og langbord til den store sammensatte familie med paprelationer. Noget kan måske klares med 'fede' fælleshuse med gæstelejligheder, restaurant og i øvrigt wellness, dagligstue, kreativitets rum og ja, måske højteknologiske bollerum!

Det sidste kan måske være lidt for heftigt, når det kommer til plejeboliger, her handler det nok mere om refugium og stemning med stimulering af sanser – musik, duft, visuelt, vand, skønhed og genskabelse af de ældres hjem.

Placering og image er givet også vigtigt. Natursmukt? Midt i bylivets inspiration? Noget der er en diskussion værd, uanset om det er private investorer, boligforeninger eller kommunen, der står for fremtidens ældre- og plejebolig. Og så skal det enkelte område/byggeri naturligvis have et 'brand' og fortælle en historie og have specifikke tilbud og værdier, ligesom det allerede sker på skoleområdet og i nogle almene boligforeninger: Ældreplejeboliger med fokus på f.eks. gourmetmad, musik, kultur, økologi osv.

Frivillighed - ad hoc
Når vi bliver både ældre og 'vildere' op i en høj alder, skulle der være god baggrund for at arbejde længere og om ikke andet være aktive i de frivillige organisationer. Måske de unge vilde ældre kan løse udfordringen med også flere og flere rigtig gamle med hjælp behov? I hvert fald synes der fra lokalpolitikere ofte at være store forventninger til frivillighedsbegrebet. Umiddelbart ser fremtidens ældre dog ikke ud til at være klar til det. I undersøgelsen fra Ældresagen er langt de fleste ikke enige i, at frivillige bør udføre ældrepleje.

De ser ud til, at også de unge vilde ældre er bærere af de forandringer i forhold til frivillighed og deltagelse, som vi ser også i de yngre generationer ikke mindst i ungdomskulturen eller 'Popstars-generationen'. Deltagelse handler i stigende grad om sværmkløgt!

Nogle gang kan man på himlen se fugle flagrer rundt uden noget mønster, men lige med et umærkeligt signal går de i formation skaber et skarpt træk i fremdrift. Det er det samme, der sker når en masse mennesker, der ikke nødvendigvis kender hinanden, pludselig formår at skabe en aktivitet sammen for en tid. Fanget af et signal, der lige præcis appellerer til deres følelser i situationen. Som en sværm finder folk sammen og er aktive, frivillige, fester etc. sammen – deraf sværmkløgt.

Det ser ud til, at vi som mennesker blive mere 'situide' – styret af MINE følelser fra minut til minut. Det skyldes individualisering, et mere følelsesmæssigt 'mærken efter' samfund og digitalisering, og de sociale medier sætter det hele på speed. Det betyder, at pligt, plejer og langtidsplanlægning viger for mere spontan og intens deltagelse, og at folk i højere grad tjekker ind og ud af fællesskabet.

Derfor kan det være svært at planlægge noget som helst og regne med stabil deltagelse i kommunens ældreråd. Vi kommer gerne, når vi ikke lige passer børnebørn, er på rejser, spiller golf eller banko eller deltager i et midlertidigt projekt på vores tidligere arbejdsplads.

Derfor er det vigtigt at finde nogle systemer til at 'give stafetten videre' i det frivillige arbejde og give de unge vilde ældre mulighed for at tjekke ind og ud frem for at hænge på en bestemt post med møde hver onsdag. Og man kan med fordel gøre brug af sværmkløgten; fremfor program og plan er der behov for at tænke 'Facebook-agtigt' i forbindelse med fremtidens aktiviteter.

For de unge vilde ældre giver udtryk for, at de gerne vil deltage. De vil gerne byde ind med lige præcis MINE kompetencer og gøre en forskel helt lige som de unge fra 'Popstars-generationen'. Ved at bruge de sociale medier kan de unge vilde ældre sikkert motiveres til intense og spændende projekter!

Brug for kommunen?
Levemanden på min vej kører fortsat bil og sejler rundt på Aarhusbugten, og griner fortsat af den gang 'damen fra kommunen' kom cyklende. Selvfølgelig er alle fremtidens ældre ikke 'unge og vilde', men det bedste bud fra krystalkuglen er dog, at vi står overfor ny ældregeneration, der generelt er mere kunde- end borgerorienterede.

Nok kan de mere og længere, men forventer måske samtidig mere end fortidens mere 'taknemmelige' generationer. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at os +50´ere nok skal melde os hos kommunen, hvis vi får brug for hjælpe til at realisere vores unge vilde ældreliv for fuld skrue!