Regionerne vil kunne styrke rekruttering og fastholdelse af overlæger i psykiatrien ved at sikre bedre ledelse og bedre mulighed for, at lægerne kan bruge hele deres faglighed i behandlingen af patienterne.

Det viser en ny analyse Afvandring i psykiatrien, som to specialister i kvalitative undersøgelser har gennemført for Overlægeforeningen.

Baggrunden er, at et stort antal overlæger de seneste år har forladt de offentlige psykiatriske afdelinger til fordel for arbejde på privathospitaler, vikarbureauer eller som selvstændige uden overenskomst.

En undersøgelse fra Overlægeforeningen i 2022 viste, at hver femte overlæge havde forladt den offentlige psykiatri, og at fire ud af ti overvejede at skifte til den private sektor.

Manglende supervision

En kvalitativ analyse af mange hundrede kommentarer fra 512 speciallæger i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri, der deltog i undersøgelsen sidste år, er nu færdig. Og en af hovedtendenserne handler om ledelse - eller rettere fravær af ledelse.

Manglende støtte og manglende visioner går igen i flere svar, ligesom flere peger på autoritær ledelse og topstyring fra ikke-lægelige faggrupper. Politisk styring løsrevet fra den kliniske hverdag er således noget af virkeligheden, der får overlægerne til at overveje deres job.

Det gælder også snævre økonomiske rammer og for få medarbejdere, som gør det vanskeligt at løse behandlingsopgaven tilfredsstillende, ligesom mangel på faglige fællesskaber og kvalificerede kolleger bidrager til stress, mistrivsel og manglende supervision, fremgår det.

Det er også et tilbagevendende problem, at møder tager for megen tid og at administrativt arbejde prioriteres på bekostning af patientbehandling.

Skam

Lægemangel fører også til, at lægernes kliniske arbejde bliver konformt og ensformigt, fordi arbejdsopgaverne indskrænkes til få områder, der særligt kræver lægefaglig baggrund, f.eks. medicinering og godkendelse af andres arbejde, mens der ikke er tid til f.eks. psykoterapeutisk behandling, samtaler eller opfølgning.

Analysen kan også konkludere, at mindre indflydelse, mere vagtarbejde og manglende inddragelse fører til tab af arbejdsglæde. For nogle betyder mangel på menneskelighed og værdighed i patientbehandlingen, at lægerne oplever udbrændthed og skam over mangelfuld behandling.

Analysen fremhæver også en række årsager til, at mange overlæger alligevel vælger at forblive i den offentlige psykiatri:

Det er arbejde, der skal gøres.
Det er verdens mest meningsfyldte job.
Der er gode patienter, kollegaer og lokal ledelse.
Mulighed for at arbejde på højt specialiseret niveau med en begrænset patientgruppe.
Mulighed for at arbejde som supervisor, undervise yngre psykiatere og bidrage til uddannelse.

Fraværende og autoritær ledelse får overlæger til at forlade psykiatrien