dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Forskningsprojekt skal reducere antallet af svage læsere

Et samarbejde mellem to danske universiteter og firmaet WriteReader skal undersøge skolebørns sproglige udvikling, så lærere fremover bedre kan støtte børn med læsevanskeligheder
23. OKT 2018 10.07

Børn med alvorlige læse- og skrivevanskeligheder skal opdages tidligere, end det sker i dag, og det skal et nyt forskningsprojekt hjælpe til, oplyser Aarhus Universitet. Målet er at give lærere bedre redskaber til at kunne rette undervisningens fokus mod de forskellige elevers behov.

Det er en gruppe forskere fra Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet, der med støtte fra Innovationsfonden skal bidrage til en dybere forståelse af børns skriftsproglige udvikling.

- Der findes digitale læremidler inden for alle fag, men det er for sjældent, at læremidlerne giver lærerne adgang til al den relevante information om elevernes faglige udvikling, så de får mulighed for at målrette deres undervisning, siger professor Jeppe Bundsgaard fra DPU, Aarhus Universitet.

Op mod 15 pct. af de ældste elever i skolen har i dag alvorlige læse- og skrivevanskeligheder og internationalt taler forskere om ’the fourth grade slump’, dvs. at nogle elevers skrive- og læseudvikling går i stå ved overgangen til mellemtrinnet.

- Vi oplever også i Danmark, at elever bliver gode til at læse op imod 4. klasse, men så går nogle af dem i stå. En del af forklaringen kan være indskolingens læse- og skrivepædagogik. Der er historisk set blevet fokuseret for meget på korrekthed, specifikt på stavning, og for lidt på læsning og skrivning i al dens kompleksitet, siger Jeppe Bundsgaard.

Data skal indsamles gennem WriteReader
Hvis eleverne på grund af fokus på korrekthed kun får oplevelser af ting, de ikke kan, mister de også glæden ved at læse og skrive - og det kan udvikle et negativt selvbillede af elevens egne evner. Elever kan således blive gode til at skrive avanceret og henvende sig kompetent til en målgruppe, men stadig stave dårligt. Hvis responsen så fokuserer på, at de staver ord forkert, får de ikke et fuldt billede af deres faktiske faglige udvikling, lyder det fra professor Jeppe Bundsgaard.

Forskningsprojektet skal samarbejde med firmaet WriteReader, der har udviklet et computer-baseret skriveværktøj til elever i indskolingen, som er baseret på princippet at 'skrive-sig-til-læsning':

- I starten er det bare bogstaver, eleverne trykker på tastaturet, og sidenhen begynder de at få nogle konsonanter, som lyder rigtigt, så kommer der nogle vokaler på osv. Samtidig med at de udvikler deres korrekthed i stavning, skriver de også en hel masse i forskellige genrer og med mere avancerede sætninger. Den pædagogiske tilgang giver mulighed for at få meget dybere forståelser af, hvad det vil sige at udvikle sig som skriver – og dermed som læser, siger Jeppe Bundsgaard.

Når elevernes skriveaktiviteter er i elektronisk form som i WriteReader, genererer det data til forskerne, der kan give et mere nuanceret billede af elevernes udvikling. Forskningsprojektet løber frem til 2022.

eo
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/forskningsprojekt-skal-reducere-antallet-af-svage-laesere

GDPR