
KØBENHAVN: De nye retningslinjer betyder, at den ledige får endnu mere ud af sine måneder i løntilskud, og at tilfælde, hvor en ansat i løntilskud fortrænger en ordinær ansat, kan undgås.
- Vi forbedrer ordningen for den ledige, og vi sikrer os imod misbrug. For løntilskud er den bedste form for aktivering for en stor gruppe borgere. Den ledige får netværk, erfaring og et fagligt løft, som det ikke er muligt at give på anden vis. Især for unge og endnu mere for dimittender er løntilskud uundværlig, hvis vi ikke skal tabe en ungdomsgeneration på gulvet, siger Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelses- og integrationsborgmester.
Der er cirka 1.600 i løntilskud i Københavns Kommune og otte ud af 10 fortæller i kommunens ny evaluering, at de klart er kommet tættere på et job gennem deres løntilskudsforløb.
Blandt andet garanteres ansatte i løntilskud at komme til samtale ved opslåede stillinger, hvor man er ansat, man får midtvejssamtale, en jobplan og mulighed for sideløbende netværksdannelse og er-faringsudveksling.
Andre nye regler skal forhindre, at løntilskudsansatte fortrænger ordinært ansatte. Flere tillidsmænd har i evalueringen givet udtryk for, at det i enkelte tilfælde sker i øjeblikket.
Ordningen må ikke plettes
- Løntilskudsansatte må under ingen omstændigheder fortrænge ordinært ansatte - det undergraver hele ordningen, og det er den alt for vigtig for de ledige til. Nu opsætter vi nogle nye regler og forstærker samarbejdet med tillidsmændene for at undgå fortrængning fremover. Løntilskudsordningen er et ekstremt positivt redskab til at få ledige i job - den skal ikke plettes af misbrug, og den skal ikke mistænkeliggøres, siger Anna Mee Allerslev.
Fremover skal tillidsrepræsentanten inddrages i og godkende alle løntilskudspladser, der holdes årlige møder mellem ledelsen og tillidsrepræsentanter, stillingsbeskrivelsen bliver mere klar, og der bliver en klar klagevejledning med en systematisk sagsgang for området.
De nye regler er netop vedtaget i Borgerrepræsentationen og gælder øjeblikkeligt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.