
Den omstridte tvungne madordning, som sendte rystelser langt ind i regeringskredse, endte efter megen tumult med at blive gjort 'frivillig'. Nu er forældrene er i gang med at stemme, og det får FOLA - Forældrenes Landsforening til at tale med store bogstaver: 'Demokratiet trædes under fode'.
- Det strider mod min demokratiopfattelse, at det tavse flertal kan bestemme over så væsentlige ting, som forældrenes månedlige udgifter, siger formand for FOLA, Lars Klingenberg.
Allerede inden loven trådte i kraft gjorde FOLA opmærksom på risikoen for alvorlige konflikter og splittelse i forældregruppen, når et flertal af forældre kan pålægge forældrene i institutionen en meget stor månedlig udgift til mad - op mod 1.000 kr. om måneden i nogle kommuner.
- Demokratiet skrider yderligere, når loven så er formuleret sådan, at man i kommuner med områdeinstitutioner, skal tage beslutningen blandt forældrene - ikke ved tilvalg, men ved aktivt fravalg, siger Lars Klingenberg.
- Reelt betyder det, at sofavælgerne bestemmer. Hvis du bliver hjemme og undlader at stemme, så tæller din stemme som et JA til madordningen - det er altså ikke i overensstemmelse med vores opfattelse af en demokratisk beslutning; og jeg ville gerne høre om den 'bananrepublik', som kunne slippe af sted med et sådant valgsystem. Reelt kan det sammenlignes med, at hvis du ikke aktivt går op og stemmer imod den siddende kommunalbestyrelse, så stemmer du for den!, fortsætter Lars Klingenberg.
FOLA mener, at når et flertal i Folketinget har valgt en model, der lægger beslutningen ud til forældrene, så må det som minumum sikres, ar deres beslutning sker på et oplyst og demokratisk grundlag. Forældrene bør kende pris og kvalitet. Men også konsekvenser for personaleforbruget og konsekvenser for institutionens budget bør være fuldt oplyst.
- I institutioner med ansat køkkenpersonale, rækker forældrenes eller forældrebestyrelsens beslutning langt ind i institutionens ansættelsesforhold og dermed også i institutionens budgetter. Så hvis beslutningen skal træffes på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, kræver det såvel indsigt som ansvar overfor institutionens budgetter - hverken forældrebestyrelsen eller for den sags skyld forældrene er lovmæssigt sikret den indsigt eller det ansvar, lyder Lars Klingenbergs anklage.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.