
KØBENHAVN: Rehabilitering hjælper borgere på fode igen efter fx sygdom eller nedsat funktionsevne som følge af alderdom. Den nye forskning skal supplere kommunens løbende effektmålinger på rehabilitering - særligt i forhold til borgere med kroniske sygdomme som diabetes og hjerte-karsygdomme og ældre med funktionsbegrænsninger.
Det handler om, at borgerne skal genvinde evnen til at kunne det, de tidligere kunne. Kommunal rehabilitering er mange ting, men primært træning og forebyggelse, som støtter svækkede borgere i at leve et så godt og selvstændigt liv som muligt.
- Det er første gang, en kommune er med til at finansiere et fuldt professorat. Men det ligger lige for at bidrage til det utraditionelle forskningssamarbejde, fortæller sundheds- og omsorgsborgmester og leder af SF København Ninna Thomsen.
- I år har vi blandt andet sat os det mål at blive endnu bedre til at støtte og træne de borgere, der har brug for hjælp, så de igen får kræfter til at klare dagligdagen selv. Og vi skal have dokumenteret, hvordan vi bedst skræddersyr træningen og hjælpen fremadrettet set, siger Ninna Thomsen.
Sundere og mere aktive
Tidligere seniorforsker ved Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital, Henning Langberg, tiltrådte 1. marts den nye stilling som professor i kommunal rehabilitering. Og han har glædet sig til at tage fat på opgaven.
- Vi skal have gjort københavnerne sundere og mere aktive. For vi ved, at motion er den bedste måde at forebygge fx diabetes og hjerte-karsygdomme. Vi ved også, at motion er den bedste måde at behandle en lang række sygdomme. Men vi skal have mere viden om, hvordan vi bedst får folk motiveret til at være aktive, siger Henning Langberg.
Henning Langberg ansættes på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, og med professoratet lægger Københavns Universitet og Københavns Kommune op til et mere systematisk samarbejde.
- Vi ser frem til gensidigt at sætte fokus på nogle af de forskningsmæssige udfordringer, der har betydning for folkesundheden, siger institutleder Mette Madsen.
Et af de centrale emner i forskningen bliver blandt andet, hvordan kommunen kan sætte ind med forebyggelse så tidligt som muligt, så man udskyder eller forhindrer sygdom og i sidste ende sparer penge på hospitalsindlæggelser, sygepleje, hjemmehjælp m.v. Professoratet er dermed en investering, som skal tjene sig ind på den lange bane.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.