
Gåture, en ekstra hjælp i julen, ledsager til lægebesøg, vågekone og arrangør af høstfest eller bankospil. I år er det EUs frivillighedsår, og det bliver markeret i dag den 30. september.
Og de frivilliges indsats er værd at fejre, det fortæller Karen Stæhr, sektormand i FOA. Hun mener, at de frivillige udgør en vigtig brik i velfærdsarbejde, men understreger samtidig, at de frivillige ikke må erstatte de fastansatte.
- Jeg synes, det er lidt bekymrende, at 26 pct.af FOAs medlemmer i en undersøgelse fortæller, at frivillige udfører opgaver, som de mener, burde varetages af de ansatte. For eksempel er det værd at diskutere, hvorvidt det er en frivillig, der skal ledsage en ældre borger til speciallæge.
FOA har spurgt medlemmerne om deres holdninger til og erfaringer med frivilligt socialt arbejde. Og langt størstedelen af medlemmerne har gode erfaringer med de frivilliges indsats.
Hele ni ud af 10 svarer, at de mener, at de frivilliges arbejde i høj og nogen grad forbedrer hverdagen for borgerne.
- De frivilliges indsats er prisværdig, og de er ikke bare en stor hjælp for borgerne, men også et supplement til de ansatte - det er bare vigtigt, at der bliver lavet klare retningslinjer for, hvad det er for opgaver, de frivillige kan varetage.
Ikke kun overlade de tunge opgaver
Karen Stæhr henviser til de spilleregler, som FOA, sammen med en række andre fagforbund, har udarbejdet i samarbejde med de frivillige organisationer - spilleregler der skal styrke samarbejdet mellem de frivillige og det faglige personale.
- Jeg kan kun på det kraftigste opfordre arbejdspladserne til at tage hul på diskussionen om brugen af frivillige. Fagforbundene og de frivillige organisationer har lagt rammerne for samarbejdet, men det er op til de enkelte institutioner at konkretisere, hvordan man mener spillereglerne skal være på arbejdspladsen.
Karen Stæhr opfordrer også til, at spillereglerne bliver med respekt for de fastansatte, så deres arbejde ikke reduceres til udelukkende at være de tunge og ikke borgernære opgaver.
- At være en hjælp for et menneske, handler i høj grad om et helhedssyn. At man ikke blot er den, der kommer og er en praktisk hjælp, men også har et socialt blik på borgeren. Har tid til at gå tur med den ældre for at se, hvor godt hjulpen den ældre er fysisk - og være den, der holder den ældre i hånden, når vedkommende er døende.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.