SYDDANMARK: Den seneste nøgletalsrapport fra Danske Regioner sender Psykiatrien i Region Syddanmark ind på en førsteplads blandt de fem regioner, når det handler om at behandle børn og unge for psykiske lidelser.
Region Syddanmark har gennem de seneste to år øget sin andel af børn og unge i behandling. I 2008 var 169 børn pr. 10.000 indbyggere i behandling. Gennemsnittet for alle regioner er 130. I 2008 behandlede de fire syddanske børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger 5.450 patienter mod 4.841 året før.
Når det gælder voksne i psykiatrisk behandling, viser rapporten, at Region Syddanmark får flere patienter ind. Således er antallet af voksne borgere i behandling steget til 24.126 i 2008 - mod 23.964 året før.
Bevaret lave udgifter
Trods den øgede behandlingsaktivitet har Region Syddanmark den laveste udgift pr. borger i behandling. I 2008 brugte regionen 37.000 kroner pr. borger. Gennemsnittet for samtlige regioner er 56.000 kroner. Region Syddanmark brugte sidste år knapt 9,7 mio. kroner pr. 10.000 indbyggere på at behandle psykisk syge - gennemsnittet for alle regionerne er godt 12,2 mio. kroner.
- Tallene viser, at det er let for borgerne at få adgang til Psykiatrien i Region Syddanmark. De skal ikke være voldsomt syge for at komme i betragtning. Så vores effektivitet er høj samtidigt med, at vi behandler hver borger for færrest kroner og øre, konkluderer Carl Holst (V), formand for Regionsrådet i Region Syddanmark.
Venteliste vokset for børn og faldet for voksne
Det øgede patientindtag har medført, at ventelisterne for børn og unge er steget. Her og nu venter 179 børn og unge på at komme i behandling. Antallet af voksne på venteliste er derimod faldet fra 490 til 328 i 2009.
- Allerede i dag har vi stor fokus på ventelisterne - både centralt og på afdelingsniveau. Men den indsats forstærker vi, så vi snarest muligt kan reducere ventelisterne og leve op til behandlingsgarantien, siger formand for Særligt vedr. social- og psykiatriområdet og medlem af Regionsrådet Bente Gertz Hansen (S).
'Fremtidens Psykiatri' - udviklingsplanen for psykiatrien, som Regionsrådet vedtog i 2007 - spiller i den sammenhæng en stor rolle. Planen har fokus på lokalpsykiatrien som omdrejningspunkt for at sikre borgere med psykisk sygdom sammenhængende og endnu mere effektive patientforløb. Udrulningen af planen sker i takt med, at der bygges, indrettes og organiseres. Her og nu er lokalpsykiatriske centre på vej i Tønder og Brørup.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.