

FANØ: Et stort flertal i Fanø Byråd har med åbne øjne besluttet at sætte kommuneskatten op uden at have fået lov af Indenrigsministeriet og dermed med risiko for at skulle sende tre fjerdedele af skattestigningen ud af kommunen. Budgetforligspartierne er Venstre, Miljølisten, Fanø Lokalliste, Socialdemokratiet og SF - kun De Konservative står udenfor.
Årsagen er en trængt økonomisk situation, hvor selv en omgang skrappe besparelser ikke har været nok til at få enderne til at mødes. Sparekataloget summer op til 5 mio. kr., og skatteforhøjelsen lægger yderligere 0,9 mio kr. til - eller, hvis Fanø har heldet med sig, 3,5 mio. kr.
Usikkerheden skyldes, at kommunerne har en pulje på 200 mio. kr. til skattestigninger - overskrides den, falder straffen både kollektivt til alle kommuner og individuelt til dem der har sat skatten op. Fire kommuner har søgt og fået hele puljen, men da det kom til stykket ville Holbæk alligevel ikke sætte skatten op, og derfor er der som udgangspunkt et ledigt rum på 34,6 mio. kr. som andre kommuner kan nyde godt af - hvis vel at mærke andre kommuner nedsætter skatten tilsvarende, hvilket er en forudsætning for puljen på 200 mio. kr..
Budgetforligspartierne på Fanø har dog forsigtigvis budgetteret med at kommunen bliver straffet af Indenrigsministeriet, fortæller borgmester Erik Nørreby (V) til dknyt. Men han er opmærksom på at hvis der ikke kommer andre overraskelser ved kommunernes budgetlægning, vil Fanøs skattestigning kunne passere ustraffet.
Budgetforligets skattestigning er på 0,6 procentpoint, svarende til små 3,5 mio. kr., hvoraf tre fjerdedele konfiskeres det første år, halvdelen de to næste år og en fjerdel det fjerde år. Med mindre kommunen har fået forhåndstilladelse, og når Fanø ikke har søgt en sådan, skyldes det, at kommunen kun opfyldte et af fem kriterier, oplyser borgmester Erik Nørreby (V) til dknyt.
Fanø Kommunes udfordringer er demografiske, mens den ikke døjer med driftsmæssig ubalance, udgiftspres på overførselsområdet, finansiel sårbarhed eller lavt investeringsniveau som er de øvrige kriterier.
Læs eller download budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.