
1. november var Eva Kjer Hansen et af de mange Venstre-medlemmer af Folketinget, der ikke blev genvalgt. Nu forlader den tidligere minister også byrådet i Kolding og politik helt.
- Jeg har meddelt byrådsgruppen, at jeg forlader Venstre helt. Jeg er jobsøgende nu, og jeg søger et job, som ikke er foreneligt med byrådsarbejdet. Når man er politisk aktiv, er det en begrænsning på arbejdsmarkedet. Derfor har jeg brug for at sende et klart signal, siger hun til JydskeVestkysten.
Eva Kjer Hansen stopper omgående som gruppeformand for Venstre i Kolding, men først om lidt tid træder hun helt ud af byrådet.
- Der vil gå nogle måneder endnu, og indtil da bliver jeg som formand for kulturudvalget. Det er den post, jeg kommer til at savne mest, siger hun.
Ifølge JydskeVestkystens oplysninger ville Eva Kjer Hansen på et gruppemøde onsdag være blevet opfordret til at trække sig som gruppeformand på grund af samarbejdsproblemer mellem hende og størstedelen af gruppen. Men nu har hun altså selv trukket sig.
Lang politisk karriere bag sig
Eva Kjer Hansen nåede at sidde i Folketinget i 32 år for Venstre, inden hun altså blev fravalgt af vælgerne ved valget i sidste uge. Hun fik 4224 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds, hvilket var mere end en halvering i forhold til folketingsvalget i 2019.
Sidste år forsøgte Eva Kjer Hansen også at forlade Folketinget, men det var på frivillig vis. Hun stillede op til kommunalvalget i Kolding Kommune for at blive borgmester. Det så også ud til at lykkes, men på valgnatten blev Eva Kjer Hansen kuppet af et alternativt flertal, der i stedet gjorde De Konservatives Knud Erik Langhoff til borgmester.
58-årige Eva Kjer Hansen har været minister for adskillige områder gennem sin karriere, og hun har blandt andet være miljø- og fødevareminister. Her blev hun i 2016 tvunget til at gå af som minister, efter at De Konservative havde besluttet at trække tæppet væk under hende i den såkaldte Gyllegate-sag, der handlede om forkerte oplysninger angående kvælstofudledninger og vandmiljø.
/ritzau/ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.