Esbjerg hjemtager sagsbehandling: Vil ansætte syv nye medarbejdere

KORT NYT13. DEC 2021 13.45

ESBJERG: Esbjerg Kommune er på udkig efter en række nye medarbejdere til at løfte sagsbehandlingen i teknik og miljøforvaltningen i kommunen. Håbet er, at syv nye medarbejdere skal speede sagsbehandlinger op indenfor areal- og byudvikling m.m., skriver kommunen i en pressemeddelelse.

En stor del af opgaverne er tidligere blevet løst af eksterne kræfter i form af rådgivere og konsulenter. Nu vælger Esbjerg Kommune at udføre flere af opgaverne internt. Håbet er at styrke fagligheden omkring opgaveløsningen og skabe mere synergi mellem projekterne. I tillæg forventer kommunen den nye model er mere økonomisk forsvarlig. En del af de nye medarbejdere skal arbejde med projektering, udarbejdelse af udbudsmaterialer og projekt- og byggeledelse på anlægsprojekter, mens andre vil få ansvar for trafikplanlægning og myndighedsopgaver.

- Ved at hjemtage projekteringsdelen og lade vores egne folk stå for den del af processen, opnår Esbjerg Kommune flere fordele. Udover at beholde kompetencerne i vores organisation og dermed styrke opgavefællesskabet, er der en betydelig økonomisk gevinst ved ikke at skulle købe ydelserne ude i byen, siger drift & anlægschef, Morten Andersson.

amp