

- Jeg mener egentlig, at det er en offentlig opgave, men vi kan ikke blive ved med at vente på, at det politiske opland træffer en beslutning, for så er vi ovre 2008 også. Derfor har vi valgt at putte den økonomi i det, som der skal til, siger Flemming Thorlund Jepsen fra Vejers Familie Camping til Ritzau.
Debatten om den manglende livredning er for alvor taget til efter 11 drukneulykker over de seneste 20 dage. Fire af ulykkerne er sket ved Vesterhavet, hvor der ikke var livreddere.
Lille del dækket ind
I Varde Kommune er borgmesteren glad for, at de erhvervsdrivende vil betale for livreddere på de to strande, men kommunen har foreløbig ingen planer om selv at skyde penge i projektet:
- Vi bakker dem op moralsk, men vi har 65 kilometer strand i kommunen, og det vil kun være en meget lille del, der er dækket ind. Derfor satser vi i stedet på skiltning og informationsmateriale, siger Gylling Haahr (V).
Han opfordrer samtidig erhvervsfolkene til at få markeret tydeligt, hvor og hvornår livredningen dækker.
Det ærgrer Rådet for Større Badesikkerhed, at kommunen ikke vil betale livredderne. Men formand Michael B. Aller roser de private for initiativet.
God idé
- Det synes jeg, er en fabelagtig god idé. Men jeg synes, det er vigtigt, at man får kommunen med ind i det, for kommunerne er bedst til at sikre kvaliteten af livredderne. Så kan erhvervsfolkene sponsorere tårne, både og andet udstyr, siger Michael B. Aller.
Der er dog heller ikke udsigt til, at privatbetalt livredning breder sig langs vestkysten.
På Fanø, der har populære badestrande syd for Vejers og Henne, mener formanden for Erhvervs- og Turistforeningen, at det er Fanø Kommune, der skal sørge for livreddere.
- Personligt synes jeg, det ville være godt, hvis vi fik livreddere langs vores strand. Men jeg mener, det må være kommunens opgave at betale, siger Birgit Nielsen, formand for Fanø Erhvervs- og Turistforening.
Tirsdag gennemførte Varde Kommune i samarbejde med politiet og Falck en redningsøvelse ved Vejers Strand for at teste det nuværende beredskab.
25. juli druknede en far og søn fra Tyskland ved Børsmose, og fire dage senere druknede en 41-årig tysk kvinde og 18-årig mand ved Søndervig Strand.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.