Det er vores grundlovssikrede ret til at stemme, der er på spil, når en flytning kan frarøve borgerne deres stemmeret til et valg. Det mener Enhedslistens kommunalordfører, Jette Gottlieb.
- Derfor vil jeg fremsætte et beslutningsforslag til foråret eller næste efterår, hvis regeringen ikke selv gør noget ved det, siger hun.
Sagen handler om, at alle, der har registreret deres flyttedato mellem 10. og 16. november - altså en uge forud for tirsdagens valg - mister deres stemmeret. Sådan lyder lovgivningen.
Det drejer sig om cirka 5.000 borgere, skriver DR. Og der er ikke planer om at ændre den nuværende praksis på området, oplyser Indenrigsministeriet til mediet.
Pres på Dybvad Bek
Jette Gottlieb mener først og fremmest, at en ændring kan ske ved en grundig vejledning til borgeren, i samme øjeblik som personen indsender en flyttemeddelelse.
- Når man gør det, skal der straks poppe en besked op om, at man mister retten til at stemme til et givent valg, lyder det.
- Det er jo for sent at gøre noget for at forhindre det ved dette valg, men det skal ændres inden næste.
Den holdning deler hun med både SF, De Radikale, Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance.
Dermed er der et flertal i Folketinget, som vil lægge pres på indenrigsminister Kaare Dybvad (S) for at få ham til at se på reglerne.
K støtter regeringen
Ministeriet mener, at det er kommunernes eget ansvar at oplyse sine borgere om risikoen for at miste stemmeretten.
Det oplyses desuden, at fristen for at flytte er sat en uge før valget, så kommunernes medarbejdere kan nå at tilføje og fjerne borgere fra listen. Det sker, for at sikre at der ikke er borgere, som ender med at stemme to gange.
På regeringens side står De Konservative, fortæller partiets kommunalordfører, Birgitte Bergman.
- Vi ser ikke nogen grund til at ændre praksis, men vi tror dog på, at der skal laves en oplysningskampagne, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.