Endelig! Et ordentligt Folkemøde som i gamle dage for tre år siden
Enhver ved, hvordan Cirkuspladsen ser ud med et Folkemøde, så her er, hvordan den ser ud uden.
Foto: Nils Meilvang, Ritzau Scanpix

Endelig! Et ordentligt Folkemøde som i gamle dage for tre år siden

Redaktionerne for DK Nyt og Kommunen.dk på udkommando i Allinge.

BORNHOLM: Findes der noget, der hedder Folkemøde-sult? Der er i hvert fald mange, der har opbygget noget der ligner, efter at det politiske livs årlige bagagerumsmarked har været coronaramt i to sæsoner.

Sidste års fortvivlede forsøg på noget, der lignede, tæller ikke rigtig med, men nu! I dag bliver alt som i gamle dage før 11. marts 2020, og vejret tegner endda til at vise sig fra sin bedste side.

Stemningen plejer at være god, så det bliver den utvivlsomt også i år. I hvert fald blandt folket, hvis møde det jo er, selv om det rutinemæssigt beskyldes for at være et elitært sammenrend af politikere, spinfolk og journalister. Og de er her da også, nogle af dem på de store scener, andre i debatteltene.

DK Nyt og søstermediet Kommunen.dk er her derfor også, men holder sig til teltene, hvorfra vi rapporterer fra de mest spændende debatter. På åbningsdagen fx om hvordan den offentlige udbudsproces kan forbedres og om kommunerne kan løse klimakrisen.

Blot en smagsprøve på de kommende dages begivenheder. En egentlig opremsning vil blive for omfattende, så i stedet byder vi på flere smagsprøver dag for dag sammen med en opsamling fra dagen før. På Bornholm karakteriseres alt udenøs som ovrefra, og da ordet tillige for de udenøs giver god mening som udtryk for det modsatte, er 'Ovrefra' titlen på DK Nyts daglige Folkemøde-klumme.

På gensyn i morgen.