
I ugen der gik, kom der torsdag et økonomisk løfte fra regeringen, der vil give en milliard ekstra til kommuner og regioner. Kun få dage før havde de fem regionsrådsformænd i en fælles kronik erklæret, at et presset sygehusvæsen skal finde 2,5 milliarder kroner. Og de så det vanskeligt at nedbringe ventelister som aftalt.
Som analysen lyder i DK Nyts søstermedie Kommunen.dk, så lyder en ekstra milliard af meget, men er kun en dråbe i havet .
Ikke havet, men bugten er i fokus i en standende konflikt i Køge Bugt, hvor syv kommuner senest har hentet argument i EU-direktiv i kamp mod kunstige erhvervsøer - kaldet Holmene, som Hvidovre står bag.
Ret beset har også Københavns Kommune samt den forhenværende V-LA-K-regering aktier i projektet. Det blev lanceret i 2019, mens Rasmus Jarlov (K) var erhvervsminister.
Hvidovre-borgmester Anders Wolf Andresen (SF) har arvet det storstilede projekt fra sin forgænger Helle Adelborg (S) og er med på sine syv kritiske nabokommuners ønske om en helhedsplan for havmiljøet i bugten, men føler sig dog også forbigået i arbejdet med den seneste videnskabelige rapport, de syv bestilte.
Et andet stort fælleskommunalt projekt stødte i ugens løb på en forhindring. Det gælder den nordsjællandske kyst, hvor et ministermøde om kystsikring gik "rigtig, rigtig dårligt". Tre nordsjællandske borgmestre gik skuffede fra møde med miljøminister Magnus Heunicke (S), som ellers skulle resultere i øget statslig bevilling. Nu siger de tre, at de opgiver kystsikringprojektet, som allerede har kostet 35-40 mio. kr.
Den allermest læste historie i denne uge gjaldt en tidligere borgmester, der nu er meldt til politiet af en (anden) kommune - for chikane. Det er en for trofaste læsere gammel kending: Tidligere Hørsholm-borgmester Uffe Thorndahl, der efter henvendelser i tusindvis er meldt til politiet af Hedensted Kommune, der opfatter hans bombardement af aktindsigtsanmodninger som chikanerende.
På regeringsplan var der et bemærkelsesværdigt rollebytte mellem ministrene Ellemann-Jensen og Troels Lund. Rokaden sker efter Ellemann-Jensen netop er vendt tilbage efter en seks måneder lang stresssygemelding.
Som de fleste andre uger har vi på DK Nyt også bragt historier om, hvad folk i det kommunale arbejde må og ikke må. I Faaborg-Midtfyn spredte en kommunal chef et rygte om privat virksomheds konkurs. Det måtte hun ikke.
I Aarhus blev en ansat fyret: Tog politikere med ned i rådhuskælder med asbest. Den sag har den ansattes fagforening 3F dog ikke tænkt sig at slippe, de opfatter mandens kamp for bedre arbejdsmiljø som helt legitim.
Og når det gælder, hvad man må, så efterspørger nu også KL klare regler for gaver til politikere, en sag der optager mange byråd i denne tid. Det er adm. direktør Kristian Vendelbo, der savner mere gennemskuelighed.
Det nyeste afsnit af nyhedspodcasten "Kort fortalt" kommer senere i eftermiddag i en forsinket udgave. Afsnittet giver en analyse af regeringens håndsrækning til kommunerne på 650 millioner kroner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.