dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Sanne Vils Axelsen, Ritzaufoto.

Én borger koster Læsø Kommune 1,5 mio. kr. i aktindsigter

En særdeles ihærdig borger på Læsø har de seneste to år søgt om aktindsigt 12 gange. Det har kostet kommunen 1,5 mio. kr., fordi den har haft brug for ekstern rådgivning fra advokater

LÆSØ: Alle borgere har ret til at søge aktindsigt i sager hos kommunen. Det siger Offentlighedsloven. Det har de fået at mærke i den lille Læsø Kommune, der er Danmarks mindste kommune.

Én borger har de seneste to år søgt om aktindsigt 12 gange, og fordi spørgsmålene er særdeles detaljerede og omfattende, har Læsø Kommune måttet købe sig til juridisk hjælp og afsætte en medarbejder til at svare på spørgsmål – til en samlet udgift på 1,5 mio. kr. de seneste to år.

- Det er ikke fordi vedkommende er specielt interesseret i noget bestemt, som han er sur over. Nej det er en bred interesse, og for tiden er det solcelleanlæg, han har søgt aktindsigt i, siger kommunaldirektør Jørgen Vestby til dknyt.

Han forklarer med sin erfaring fra flere kommuner, at når borgere søger særligt mange gange om aktindsigt, så skyldes det normalt, at de selv er berørte af en eller anden sag. Men sådan er det ikke her.

- Hans tilgang er engageret, han er flittig, og han er dygtig, han kender al lovgivning, regler, rettigheder mm. Så derfor tager det lang tid at besvare, siger Jørgen Vestby.

Han medgiver, at pengene kunne bruges til noget andet og bedre.

- Ja da, det kunne de. Mest fordi alt dette ikke er til nogen synlig nytte for nogen. Manden får informationerne fra os, og så sker der vist ikke mere, siger Jørgen Vestby.

Vil ikke nægte aktindsigt
I Offentlighedsloven er journaler og sociale sager med private oplysninger ikke omfattet af aktindsigt. Ellers er det ikke nemt for kommunen at nægte den særdeles videbegærlige mand aktindsigt, men faktisk er det sådan, at en kommune kan nægte en borger aktindsigt.

- Der er kommet en undtagelse i Offentlighedsloven, hvor myndighederne kan nægte aktindsigten, hvis det indebærer et uforholdsmæssigt ressourceforbrug, fastslår ekspert i mediejura, Oluf Jørgensen til TV2 Nord.

Han advarer mod at begrænse borgernes adgang til aktindsigt, selv om det er meget dyrt. Af den simple grund, at borgerne skal kunne følge med i, om myndighederne administrerer pengene ordentligt og ikke misbruger skatteydernes penge.

Læsø Kommune vil ikke nægte manden aktindsigt, men vil da gerne finde en løsning, der ikke koster så mange penge.

- Vi vil helst ikke begrænse borgernes muligheder, og vi vil ikke skabe en konflikt. Vi vil gerne finde en god løsning for alle, men det er ikke nemt i forhold til lovgivningen, siger Jørgen Vestby.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/en-borger-koster-laesoe-kommune-1-5-mio-kr-i-aktindsigter

GDPR