FREDERICIA: Elever på de kommende 5. og 6. årgange på Bredstrup-Pjedsted Fællesskole kan se frem til en lettere skoletaske efter sommerferien. Her får de nemlig udleveret en iPad2 til brug 24 timer i døgnet. Den skal erstatte alle de skolebøger og noteshæfter, som normalt fylder op i tasken.
-Børn er i dag digitalt indfødte. De er dygtige til at finde kommunikationsformer og er ikke bange for at afprøve det sidste nye it. Vi skal lære dem, hvordan de bruger it-værktøjerne til at kunne søge informationer, være kildekritiske og lave et ordentligt produkt. Man kan sige, at vi forsøger at smelte skolen sammen med børnenes fritidsliv, fortæller viceskoleleder og it-ansvarlig Søren Storm om baggrunden for det nyskabende projekt.
Eksperimenter øger motivationen
iPad2 har en lang række pædagogiske fordele, som kan udnyttes i undervisningen af både stærke og svage elever, fx kan den oplæse tekst. Samtidig er den intuitivt opbygget, og lærerne kan nemt og hurtigt skræddersy undervisningsmaterialet til den enkelte klasse eller elev. Derfor bakker forvaltningen også 100 pct op om Bredstrup-Pjedsted Fællesskoles projekt.
- I Fredericia Kommune har vi hele tiden fokus på at videreudvikle vores pædagogiske tilgang til undervisningen, og i den sammenhæng er it-medier som iPad2 rigtig spændende. It er allerede nu en meget væsentlig del af elevernes hverdag, og det skal vi vide at leve op til. Der er et hav af muligheder i at benytte digitale læremidler. Eleverne får mulighed for aktivt at eksperimentere i undervisningen og sætte deres eget præg på den. Det bliver sjovere at gå i skole og øger motivationen, udtaler skolechef i Fredericia Kommune, Claus Bülow.
Begejstring hos elever og lærere
iPad2 skal benyttes til at nytænke den traditionelle undervisning, og målet er at indtænke iPad2 i stort set al undervisningen. Det er en stor pædagogisk udfordring, men skolen er godt forberedt, og lærerne kan næsten ikke vente med at komme i gang, fortæller Søren Storm.
Elever og forældre til de kommende 5. og 6. klasser blev informeret om det nye tiltag på et møde torsdag 12. maj 2011, og de tog rigtig godt imod idéen. Børnene fik lov at prøve at bruge en iPad2, og mange fik julelys i øjnene ved tanken om at skifte skolebøgerne ud med det nyeste hit inden for it.
Tre-årigt forsøg
Brugen af iPad2 er et pilotprojekt, der strækker sig over de næste tre år. Finansieringen er fundet inden for undervisningsmidler, hvorfor der fra næste skoleår ikke bliver indkøbt fagbøger eller kopipapir til de involverede årgange. Bredstrup-Pjedsted Fællesskole har fra næste skoleår ca. 210 elever fordelt på elleve klasser fra 0. til og med 6. klasse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.