
Syv egnsteatre får de næste fire år et ekstra udviklingstilskud, som teatrene selv kan vælge, hvordan skal bruges, oplyser Kulturministeriet. Pengene kan fx bruges til at udvikle forestillinger og nå ud til endnu flere publikummer.
Seks teatre, der henover årene 2024-2027 hver får 4,7 mio. kr., er BaggårdTeatret i Svendborg, Sjællands Teater i Holbæk, Odsherred Teater, Mungo Park Allerød, Limfjordsteatret og Holstebro Teater. Fra teaterdirektør ved Mungo Park Martin Lyngbo lyder det i en reaktion i sn.dk bl.a.:
- Det kommer til at betyde mere og bedre teater til flere mennesker. Nu er vi jo skolet i ressourceudnyttelse, og det har vi ikke tænkt os at holde op med. Samtidig har vi alle de fundamentale udgifter dækket. Så de her penge vil jo udelukkende blive brugt til at kunne udvikle bedre og flere forestillinger og invitere flere publikummer til.
Fælles for de seks teatre er, at de ligger i områder, hvor der ikke er et teater med et større regionalt ansvar i nærheden. Kulturministeriet påpeger, at de er udvalgt, fordi de har et højt scenekunstfagligt niveau og har mulighed for at udbyde scenekunst af særlig høj kvalitet til et bredere publikum eller i et større regionalt område.
Drivkraft og geografi
Det syvende begunstigede teater er Bornholms Teater, der over fire år får 4 mio. kr. til håndteringen af de særlige udfordringer, som teatret har på grund af den geografiske beliggenhed og rolle som eneste professionelle teater på øen.
- Vi har prioriteret at give en håndsrækning til teatre, der i forvejen udviser stort engagement og drivkraft og dermed har et potentiale for at nå endnu flere, end de gør i dag. Bornholms Teater har højere udgifter på grund af sin placering. Det skal ikke gå ud over de scenekunsttilbud, som bornholmerne har i deres nærområde, at medvirkende og scenografi skal med fly eller færge for at nå hen til teatret, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Over for magasinet Kulturmonitor melder teaterchef ved Bornholms Teater Jens Svane Boutrup om "stor lettelse" ved modtagelse af meddelelsen om støtte de næste fire år.
Pengene til det ekstra udviklingstilskud til egnsteatrene er afsat på finansloven for 2024. Folketingets Finansudvalg skal godkende fordelingen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.