dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Ekspert: Fusion kan svække kommuner og regioner

Både kommuner og regioner risikerer at stå svagere i sager med interessekonflikt efter fusion
21. NOV 2014 15.15

Den ventede fusion mellem KL og Danske Regioner risikerer at svække både regioners og kommuners evne til at forhandle på områder, hvor de ikke har sammenfaldende interesser. Sådan lyder meldingen fra Jens Blom-Hansen, der er professor på statskundskab ved Aarhus Universitet.

- Når det handler om ting, hvor den forenede forening kan stå samlet, tror jeg det er en styrkelse, men til gengæld vil vi se flere sager end i dag, hvor en samlet forening vil være mere tavs, siger Jens Blom-Hansen til dknyt.

Og på de områder, hvor kommuner og regioner har modsatrettede interesser, må man acceptere, at man ikke kan være nogen særlig aktiv interessevaretager. Så der vil man i virkeligheden stå svagere end i dag, siger han.

Social- og sundhedsopgaver på spil
Jens Blom-Hansen fremhæver det specialiserede socialområde og sundhedsområdet som nogle af de områder, hvor kommuner og regioner kan komme i direkte konflikt om at skulle varetage opgaver.

- De er viklet ind i hinanden, og begge parter har en interesse i at holde mest muligt i eget hus. Og det tror jeg vil gøre det svært at få fælles fodslag om, siger han til dknyt.

Det er ellers netop to af de punkter, som både KL og Danske Regioner har fremhævet som områder, der vil blive forbedret af en sammenlægning af de to organisationer.

KL-profil frygter lammelse
Frygten for, at den sammenlagte organisation ikke vil være lige så handlekraftig, deles af formanden for KL's løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler. Han frygter, at den nye organisation vil være handlingslammet på nogle punkter.

På de områder, hvor kommuner og regioner har modstridende interesser, vil den nye organisations ikke kunne mene noget. Hvis vi også skal være interesseorganisation for nogen, der har en anden interesse, så begynder det at knirke, og så bliver vi bovlamme på nogle områder, siger Michael Ziegler til dknyt.

Han mener, at det nære sundhedsvæsen kan være i fare, ligesom han forudser store interne kampe, om hvordan de økonomiske midler skal fordeles mellem kommuner og regioner.

- Vi vil aldrig være i stand til at blive enige om, hvordan midlerne skal fordeles, og hvem en eventuel vækst skal komme mest til gode, siger han til dknyt.

Centralisering har banet vejen
Ifølge Jens Blom-Hansen er fusionsplanerne et forsøg på at stå stærkere rustet over for staten, når det handler om statslige tiltag over for den kommunale og regionale sektor.

- Jeg forestiller mig, at det er inspireret af, at vi har set en mere centralistisk stat, samt at kommuner og regioner i dag er meget mere viklet ind i hinanden end tidligere, siger han til dknyt.

Han nævner tidligere aftaler, hvor staten har detailreguleret kommunernes økonomiske prioriteringer af pædagoger og lærere som eksempler på denne styring.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ekspert-fusion-kan-svaekke-kommuner-og-regioner

GDPR