
HILLERØD: Tidligere borgmester Dorte Meldgaard (K) forlader Hillerød Byråd til juni og flytter udenlands, skriver Frederiksborg Amts Avis. Foruden den tabte borgmesterpost betød KV17 også, at De Konservative blev reduceret til en enmandsgruppe uden tildeling af poster, men det er ikke det dårlige udkomme af KV17, der er årsag til farvellet til politik, siger hun til avisen.
Dorte Meldgaard flytter til Berlin for at blive content manager i en marketingvirksomhed. Hun er uddannet korrespondent i tysk og spansk og skal desuden inden flytningen til eksamen i en bestyrelsesuddannelse på CBS.
Dorte Meldgaard blev første gang valgt til Hillerød Byråd ved KV09, og ved KV13 sikrede hun sig sammen med byrådets venstrefløj borgmesterposten for næsen af Venstre, som De Konservative ellers var i valgforbund med sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Bruddet med det borgerlige flertal skabte en skillelinje i byrådet, som først lige før KV17 blev opblødt en smule. Men altså ikke nok til, at Venstre syntes man skyldte Dorte Meldgaard noget ved konstitueringen.
I Hillerød Byråd erstattes Dorte Meldgaard af Bente Claudi, der har været med uafbrudt siden KV97 før kommunesammenlægningen mellem daværende Hillerød og Skævinge kommuner. Ved KV17 måtte hun dog nøjes med en plads som førstesuppleant, men den veksler hun til juni med Dorte Meldgaards plads.
For Dorte Meldgaard er et job udenlands en gammel drøm tilbage fra tiden før borgmesterperioden, fortæller hun til Frederiksborg Amts Avis. Mand og børn flytter med, og familiens hus er sat til salg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.