Efteruddannelse er en investering for samfundet, og man har hidtil haft en forventning om, at efteruddannelse kunne få folk til at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Men det er ikke tilfældet, viser en ny undersøgelse fra AKF:
En medarbejder, der tager et helt års efteruddannelse, bliver højest én måned ekstra på arbejdsmarkedet.
- Umiddelbart er det temmelig overraskende. Forklaringen kan være, at efteruddannelse ikke i tilstrækkelig grad øger de ældres kompetencer på et dynamisk og krævende arbejdsmarked. Men det kan også være, at efterløn og andre attraktive tilbagetrækningsformer gør, at de ældre medarbejdere vælger at forlade arbejdsmarkedet på trods af efteruddannelse, siger programleder i AKF, Nicolai Kristensen, som har lavet undersøgelsen.
Undersøgelsen er baseret på et omfattende statistisk datamateriale for alle de danskere, der har taget offentlig medfinansieret efteruddannelse i de seneste 30 år.
- Befolkningen bliver ældre og ældre, så derfor vil flere år på arbejdsmarkedet være en hjælp til at bevare en stor arbejdsstyrke. Men vi må desværre konstatere, at efteruddannelse ikke bidrager særlig meget til at løse dét problem, siger Nicolai Kristensen.
Behov for andre tilbud?
Undersøgelsen her kortlægger, hvad de eksisterende efteruddannelsestilbud betyder for tilbagetrækningsalderen. Endnu er det ikke undersøgt, om man kunne udvikle efteruddannelsestilbuddene, så de bidrager til at fastholde de ældre medarbejdere på arbejdsmarkedet i længere tid.
- Med efterlønsreformen sker der en stramning, så vi alle skal blive længere på arbejdsmarkedet i fremtiden. Undersøgelsen viser, at det er vigtigt at få afdækket, om de ældre har nogle særlige uddannelsesbehov, som de nuværende tilbud ikke dækker, siger programleder i AKF, Nicolai Kristensen.
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen bygger på omfattende registerdata, hvor næsten 200.000 danskere i aldersgruppen 57-65 år følges, indtil de går på pension.
Undersøgelsen omfatter al den offentligt støttede efteruddannelse, den enkelte arbejdstager har taget siden 1980.
Der tages højde for, hvor meget og hvornår den enkelte har deltaget i efteruddannelse. Et 14-dages kursus vejer tungere for en 59-årig, end hvis samme kursus blev gennemført, da personen var 25 år.
Efteruddannelse er i undersøgelsen alt fra AMU-kurser til diplomkurser og kan vare fra få timer til mange uger.
Foto: http://www.flickr.com/photos/angermann/2752292223/sizes/z/in/photostream/
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.