
DRAGØR: Dragør Kommune strøg til tops foran de øvrige nominerede til prisen, som var Vejle Kommune for dens 'Arkitekturpolitik i praksis' og Frederiksberg og Københavns Kommuner for projektet 'Ny cykelrute - nye byrum'.
Det var derfor en tilfreds og meget stolt borgmester Allan Holst (S), der kunne rejse sig og modtage klapsalver fra de omkring 800 delegerede i Århus Kongrescenter. I sin tale fortalte Allan Holst, at det har været en bevidst politisk prioritering fra Kommunalbestyrelsens side at sætte de klimabetingede udfordringer på dagsordenen og arbejde målrettet og strategisk med en klimastrategi og kommunens Grøn/Blå plan.
- Både forvaltningen og en række samarbejdspartnere har arbejdet intensivt med at få denne strategi på benene, og strategiens visioner og målsætninger er udtryk for en fortløbende og varig indsats på området. Det er dejligt, at andre kan lade sig inspirere af dette arbejde og vores håndtering af de globale og lokale klimaudfordringer, og at dette nu har udmøntet sig i denne meget håndgribelige anerkendelse, som Byplanprisen 2010 er udtryk for, sagde borgmesteren.
Klimaudfordringer i Dragør
Det er ikke helt tilfældigt, at kommunen vægter klimastrategien højt og gør en stor indsats på dette område. Med Dragørs helt unikke placering på det lave, flade Sydamager ud mod Øresund, er kommunen nødt til at være sig bevidst om de globale forandringer og klimamæssige udfordringer.
Men det er ikke blot fra Øresund og de deraf følgende vandstandsstigninger, at udfordringerne kan vise sig. Også vejrguderne og de mange og kraftige regnskyl har i de seneste par år vist sig som en ganske stor udfordring for alle landets kommuner.
- Udfordringerne viser sig fra flere fronter, og netop derfor er det vigtigt, at vi hver dag, når vi træffer beslutninger, indtænker klimastrategien, og at vi hele tiden er bevidste om den overordnede vision. Vi er opmærksomme på, at vi med klimastrategien for Dragør Kommune ikke i et snuptag vil kunne rette op på de globale klimaudfordringer. Men vi ved, at vi i Dragør Kommune bidrager positivt i den henseende, og at vi hver dag tager et skridt i den rigtige retning. I Dragør Kommune tager vi klima og miljø alvorligt, og det er Byplanprisen for 2010 et tydeligt bevis på, fortæller Allan Holst.
Juryens begrundelse for at tildele Dragør Kommune Byplanprisen 2010 handlede blandt andet om det digekoncept, som er udviklet i kommunen - dels som et beskyttende element af byområderne og dels som integrerede elementer i et landskab i konstant udvikling.
I begrundelsen for prisuddelingen fremhævede juryen desuden Dragør Kommunes idé om at udvikle et landskab langs byranden, som er i stand til at håndtere de større regnmængder, og som samtidig åbner muligheder for at skabe nye rekreative områder.
Og netop håndteringen af de større regnmængder er en særlig udfordring i Dragør Kommune, og som sker under hensyntagen til de i forvejen eksisterende grøfter og småsøer, som de hollandske bønder etablerede, da de bosatte sig i området for flere hundrede år siden. Denne respekt for kulturarven indgår som en naturlig del af den strategiske planlægning og den fremtidige udvikling af områderne.
Proaktiv klimastrategi
Allan Holst understreger, at kommunen bevidst arbejder præventivt og fremadrettet med klimastrategien og den langsigtede landskabsplan.
- Dragør Kommunes klimastrategi er en del af en proaktiv politik på området for klima og miljø. Strategien er udtryk for, at kommunen identificerer potentielle fremtidige risici, træffer de nødvendige beslutninger og handler, før det er for sent. Strategien inkluderer ikke blot kommunen og dens institutioner, men handler også om, hvad den enkelte borger og grundejer kan gøre, siger borgmesteren.
- Vi har valgt at se klimaudfordringerne som muligheder og udfordringer - ikke problemer - og derfor har vi været i stand til at tænke både natur, kultur og rekreative muligheder ind ved planlægningen af kommunens landområder, slutter Allan Holst.
mou
Byplanprisen er en pris, der hvert år gives til nytænkning indenfor landskabsplanlægning og tildeles en kommune, region eller organisation, som har gjort en særlig indsats for at fremme gode og smukke bymiljøer og landskaber. Juryen består af medlemmer fra Dansk Byplanlaboratorium, Akademisk Arkitektforening og Foreningen af Byplanlæggere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.