Kommuner, regioner og statslige myndigheder kan spare op til 1,1 milliarder kroner, hvis blot halvdelen af de offentlige breve udsendes digitalt frem for at blive udsendt med almindelig post, som det sker i dag.
Det viser en netop offentliggjort analyse, som er udarbejdet for KL, Danske Regioner og Finansministeriet, oplyser ministeriet.
Borgere og virksomheder modtager hvert år knap 150 millioner breve fra det offentlige. Alene i porto og papir svarer det til en årlig udgift på ca. 900 mio. kr. Hertil kommer den tid, det tager for medarbejdere at printe brevene og lægge dem i kuverter. Analysen konkluderer, at offentlige myndigheder og private virksomheder allerede har høstet gode erfaringer med digital post. På trods af de gode erfaringer udsendes langt hovedparten af de offentlige breve fortsat på papir.
Bedre service
Digitalisering er ifølge Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) et godt eksempel på, hvordan man både kan effektivisere myndighedernes administration og samtidig yde en bedre service for borgeren.
- Digitalisering af breve betyder at vi kan gøre den offentlige service bedre og billigere. Mange mennesker vil gerne modtage post digitalt og samtidig kan vi frigøre ressourcer til at sikre kvalitet og service i det offentligt. Mere af det.
Analysen påpeger at nogle borgere fortsat ønsker at modtage offentlige breve og dokumenter på papir. Omvendt viser erfaringer fra bl.a. netbankerne, at danskerne generelt er meget digitaliseringsparate, når der er tale om attraktive løsninger, som gør hverdagen lettere for den enkelte.
- Det vil som udgangspunkt være frivilligt at modtage sin post digitalt. Men offentlige myndigheder skal blive bedre til at møde den stigende efterspørgsel fra borgere om at kommunikere elektronisk, når man skal til læge, modtage barsel eller boligstøtte fra kommunen eller have sin bil til syn. Alene i marts var der f.eks. over 2,4 mio. danskere som så deres årsopgørelse på skat's hjemmeside.
Fra sommeren 2010 bliver det muligt for borgere og virksomheder at modtage sine breve og dokumenter via de to internetportaler borger.dk og virk.dk. Løsningen skal udrulles i samtlige kommuner, regioner og offentlige myndigheder frem mod den 1. oktober 2010. Det er målet, at alle offentlige breve og dokumenter kan modtages digitalt i 2012.
Fakta om analysen
- Udarbejdet af Rambøll Management i perioden september 2009 - januar 2010 i samarbejde med kommuner, regioner og statslige myndigheder.
- Bygger bl.a. på oplysninger fra Post Danmark, eBoks og faktiske regnskabstal vedr. myndighedernes porto-udgifter i 2008
- Udregningen af potentialet bygger bl.a. på en forudsætning om at borgere og virksomheder løbende tilmelder sig de digitale kanaler svarende ca. til antallet af brugere på SKAT i 2009.
Fakta om Dokumentboks og e2012-målet se www.modernisering.dk
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.