FOLKETINGET: Dansk Folkeparti forlader forhandlingerne om en udligningsreform. Det oplyser partiets finansordfører, René Christensen, til Ritzau.
Også Enhedslisten har mandag aften forladt forhandlingerne, skriver partiets gruppenæstformand, Peder Hvelplund, på det sociale medie Twitter. Peder Hvelplund oplyser på Twitter, at det skyldes, at aftalen 'vil betyde nedskæringer i kommuner, der i forvejen lider på velfærden'.
Dermed er Socialdemokratiet, Venstre, SF og De Radikale fortsat tilbage i forhandlingerne, der er i deres sidste fase.
Udligningsreformen skal ændre den måde, penge bliver fordelt fra velstillede kommuner til mindre velstillede kommuner på.
Servicelofter var knast for DF
Ifølge René Christensen var det en uenighed om, hvor mange penge kommunerne må bruge på velfærd, der i sidste ende fik partiet til at trække sig fra forhandlingsrummet.
- Det største element, der har skilt os, er, at man ikke vil kigge på servicelofterne, siger René Christensen.
Serviceloftet er et maksimumsbeløb, kommunerne på et år må bruge på service til borgerne. Det bliver aftalt mellem den siddende regering og kommunerne hvert år, når der forhandles kommuneøkonomi for det kommende år.
- At man ikke vil kigge på servicelofterne i en udligningsreform betyder, at der nu er kommuner, der måske får 100 mio. kr. mere. Men de får ikke lov til at bruge dem.
- Dette her skulle ende ud med, at vi fik mere velfærd i Danmark. Men det får vi ikke med denne her aftale, siger René Christensen.
Tilføjelse: Enhedslisten er tilføjet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.