’Det udmattede selv. Depression og samfund’

Af Paul Hegedahl

Alain Ehrenberg:
'Det udmattede selv. Depression og samfund',
oversat af Peer F. Bundgaard fra La Fatique d'être soi. Depression et scocieté',
Èditions Odile Jacob, Paris 1998, 2000;
Informations Forlag A/S, København 2010.
474 s., hft., 14,5 x 22 cm., meget fyldige noter og litteraturliste.
Forord af professor Axel Honneth, Frankfurt, oversat af Stig Aagaard;
indledning af adjunkt Anders Petersen, Aalborg Universitet.
Kr. 399,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-7514-213-2.

'Depressionen er en måde at formulere de problemer, der opstår, når ikke alene samfundet, men også man selv forventer at bestemme og handle frit. Depressionen er altså ikke et tegn på, at samfundet nu kræver mere af den enkelte, at presset fra samfundets side er blevet større, som man nogle gange formulerer det. Depressionen er det sprog, i hvilket den pris, der er at betale for et nyt normsæt, formulerer sig.'
- Alain Ehrenberg, interview i dagbladet Information: 'Det mærkelige molekyle, 19.-20. februar 2005, s. 24-27.

I sin grundige introduktion til 'Det udmattede selv. Depression og samfund' spørger sociologen Anders Petersen retorisk: 'Og hvilket sprog er så det? Efter Ehrenbergs mening skal depression i særlig grad forstås som nedstemthedens, træthedens, udmattelsen og ikke mindst hæmningens patologi. - - - Depression er derfor at opfatte som en handlingspatologi, hvor individet hæmmes af dets aktivitetsdæmpende virkninger, hvor individet simpelthen mangler evnen til at administrere samtidens normative forventninger på en succesfuld måde. At være deprimeret er således også ensbetydende med, at ens selv stagnerer - at det passivt hænger fast i hæmningens dynd. Og dermed er vi nået frem til en af bogens centrale pointer. Det deprimerede individ er ikke længere i stand til at jagte sig selv, til at danse rundt om sin egen totem - jagten udmatter nu selvet, der ikke kan mere.' Og Anders Petersen beskriver med udgangspunkt i teorierne, hvordan vi lever i en tid, hvor det enkelte menneske betragter sit eget selv som den hellige totempæl, der skal tilbedes. Totempælen symboliserer og bekræfter opfattelsen af, at nutidens menneske fremstår som den ubundne kilde til sin egen frihed - og at vi alle jagter vores frihed ved at jagte os selv.

Træthed, hæmninger, søvnløshed, angst og ubeslutsomhed er symptomer, som knyttes sammen i den moderne og i vore dage vidt udbredte lidelse kaldet depression. Alain Ehrenberg gennemgår depressionens 'arkæologi', og hvordan verdens regler har ændret sig, uanset hvilket område, det handler om (virksomhed, skole, familie). Reglerne er ikke længere lydighed, disciplin, konformitet med moralen, men fleksibilitet, forandring, omstillingsparathed osv. Selv om bogen er fra 2000 kan man vel næppe læse en anden bog eller artikel eller høre foredrag og forelæsninger om samfundet, om ledelse og organisation, om globalisering, hvor disse ord ikke forekommer igen og igen - som regel blot som tomme floskler, men de har en alvorlig virkning på mange. Man får at vide, at man, som Ehrenberg udtrykker det, skal tilpasse sig en verden, der netop mister sin permanens, en ustabil, provisorisk verden, en strømmende verden gjort af konstante op- og nedture. 'Det sociale og politiske spil er ikke længere læseligt.' Og man kan kun være enig. I det sociale spil bliver der afsløret omfattende svindel både på f.eks. omsorgsområdet og finansielt - både nationalt og internationalt, samtidig med en betydelig usikkerhed over for, hvilke institutioner, der bliver udsat for ændringer og nedskæringer. Og når det gælder det politiske spil, ser vi, at politikerne i stadig højere grad har et standpunkt, indtil de indtager et nyt - hvis deres stemmeprocent er faldende. Det er muligvis en digression, men det er interessant, at en - politisk interesseret - anmelder i sin noget forbeholdne anmeldelse af ¨'Det udmattede selv. Depression og samfund' har skiftet politisk tilhørsforhold fra Radikal Ungdom og Det Radikale Venstre til Ny Alliance derfra til Borgerligt Centrum og for øjeblikket til Liberal Alliance.

Målet med undersøgelsen
I sin indledning skriver Alain Ehrenberg bl.a.: 'Hvorfor og hvordan har depression gjort sig gældende som vor tids vigtigste psykiske problem? I hvilket omfang siger dette noget om individualitetens forandringer i slutningen af det 20. århundrede? Det er de to spørgsmål, der vil ligge til grund for denne udforskning af det depressive kontinent.'

Og han fortsætter: 'Depressionen er et område, der er særlig velegnet som udgangspunkt for en forståelse af nutidens individualitet, det vil sige de nye dilemmaer, der er dens vilkår. Den indtager med særdeles god grund en strategisk position i psykiatrien. Psykiaterne har i dag i lige så ringe grad som tidligere nogen anelse om, hvordan de skal definere den. Når 'valget' falder på depression, skyldes det en kombination af elementer, der er psykiatrien iboende, og radikale normative ændringer af vore levemåder.'

Forfatteren fremhæver, at konsekvensen af de nye normer, der opfordrer den enkelte til at tage individuelle initiativer og til at realisere sig selv, er, at ansvaret for vore liv ikke blot ligger i hver enkelt af os, men også i det kollektive netværk, som det enkelte menneske indgår i. Hans mål med undersøgelsen, denne bog, er at vise, at depressionen er det nøjagtige modstykke til dette. Denne tilstand, siger han: 'fremstår som en ansvarssygdom, hvor utilstrækkelighedsfølelsen er fremherskende. Den deprimerede er ikke på højde med situationen, han er træt af hele tiden at skulle blive sig selv.'

Undersøgelsen er den tredje del af et arbejde, der søger at tegne konturerne af det moderne individ, det vil sige den type menneske, der konstitueres, efterhånden som vi forlader klassesamfundet samt den form for politisk repræsentation og adfærdsregulering, der var knyttet til det. (Her kan det så være relevant at pege på den nye danske undersøgelse af klassesamfundet, anmeldt her på dknyt.dk: http://www.dknyt.dk/sider/artikel.php?id=49666&s=Knoldesparkeren)

I bogen forholder Alain Ehrenberg sig ikke til depressionens praksisser, men til opfattelserne af den, de måder, hvorpå man har tænkt den, og de sygdomsmodeller, man gør brug af inden for psykiatrien. Målet er en klarere fremlægning af det utal af både forskelligartede og indbyrdes modsigende aspekter, der former denne type psykopatologi, for dermed at sætte læserne i stand til at danne sig et helhedsbillede, som respekterer det psykiatriske felts iboende kompleksitet.

Indhold
Ud over forord af Axel Honneth og introduktion af Anders Petersen samt Ehrenbergs konklusion, noter og litteraturliste er bogen delt op i tre dele med i alt syv kapitler:

Første del: Et sygt subjekt
Hvilken depressionshistorie?
I Det psykiatriske væsens genese
II Elektrochok: teknik, stemningsleje og depression
III Socialiseringen af en udefinerbar patologi

Anden del: Neurosens tilbagegang
Den neurotiske depressions krise, et skift i subjektets figuration
IV Den psykologiske front: skyldfølelse uden pant
V Den medicinske front: det depressive stemningsleje slår ind på nye veje.

Tredje del: Det utilstrækkelige individ
Den patologiske effekt, det andet skift i forestillingen om subjektet
VI Den depressive skade
VII Depressionens uvisse subjekt og årtusindskiftets individualitet

Konklusion.

Ikke alt er muligt
Depressionen er altså konsekvensen af - , svaret på de nye spilleregler i samfundet. I sin konklusion siger forfatteren bl.a., at 'depressionen minder os meget konkret om, at være sin egen herre ikke indebærer at alt er muligt - det går op og ned for os, det spænder og det løsner sig i os. Eftersom depressionen stopper os, er det interessante ved den, at den minder os om, at vi ikke forlader det menneskelige domæne, at det menneskelige forbliver lænket til et system af betydninger, som både overgår det og konstituerer det. - - - Depressionen skitserer det ubeherskeliges form i den ubegrænsede muligheds tidsalder. Vi kan manipulere vor mentale eller kropslige natur, vi kan med alverdens midler skubbe grænserne for kunnen længere og længere tilbage, men denne manipulation forløser os ikke for noget som helst. Kravene og rettighederne ændrer sig, men 'det ubændiges anpart' mindskes ikke. Den forandrer sig blot - hverken mere eller mindre - og det er denne forandring, som forfatteren til denne bog håber at have været med til at kaste lys over.'

Det er jo nogle noget mere sobre og realistiske betragtninger end løfterne fra de hundredvis af kure og kurser, der lover alle mennesker lykke og succes - lige fra rimeligt seriøse kurser i coaching o. lign. til direkte charlatanforehavender som 'Kernesunde Millionøser' med 'Køb et komplet succes-kit med fem transformerende cd-workshops, hvis du længes efter en sund, smuk krop, der viser, at du er kærlig mod dig selv eller hvis du mangler tid, penge og overskud til at udleve dine drømme'.

Alene eksistensen af sådanne tilbud kan være med til at skabe mismod blandt de, der tror på sådanne løfter, men ikke har mulighed for at deltage.

Alain Ehrenberg konkluderer desuden: 'Depression er et værn for det orienteringsløse menneske og ikke bare dets misere, den er prisen for dets energiforbrug. Begreberne projekt, motivation eller kommunikation dominerer vor normative kultur. De er vor tidsalders paroler.' - og vil anmelderen tillade sig at tilføje lige så letkøbte paroler, når de bliver brugt uden omtanke, er kreativitet, mangfoldighed, initiativ.

Ehrenberg slutter med at sige, at 'med sin mangel på projekter, mangel på motivation, mangel på kommunikation er den deprimerede den diametrale modsætning til vores socialiseringsnormer. Vi skal ikke være overraskede over den eksplosive udbredelse af ord som depression og afhængighed i psykiatrien såvel som i dagligsproget, for ansvar er noget man tager på sig, mens patologierne er noget, der behandles. Mangelmennesket og det kompulsive menneske er to ansigter på et Janushoved.'

Men, måske skal vi være meget mere opmærksomme på, hvordan vi bruger alle de mange begreber - eller floskler - over for hinanden og på, hvad det gør ved os.

Vor tids skyggeside
Med udgangspunkt i både psykiatrihistorien og udviklingen af den moderne livsstil forklarer Alain Ehrenberg altså depression er en del af et samfund, hvor normen ikke længere bygger på skyld og disciplin, men på forpligtelse og initiativ. Depression knytter an til vore vestlige samfunds sociale forventninger og normative krav om selvrealisering, autonomi og personligt ansvar. Ehrenberg mener, at depressionen på denne måde fremstår som disse livsvilkårs eksakte modsætning, og derfor er at forstå som samtidens skyggeside.

På den ene side har vi ønsket om at leve for og i kraft af os selv, på den anden den evige jagt på ydre anerkendelse. I stedet for bevidstheden om egen endelighed og skæbne er der indtrådt en forestilling om, at alt er muligt, og dermed har også frygten for utilstrækkeligheden gjort sit indtog. Den tiltagende udbredelse af depressioner, det stigende forbrug af psykofarmaka og væksten i alkoholisme er alle indikatorer på denne udvikling.

På netsiden http://psykisksaarbar.dk/ps/subpage343.aspx fra foreningen Det Sociale Netværk, med Poul Nyrup Rasmussen som formand, siges det i omtalen af denne bog: ' Det er tankevækkende at læse "Det udmattede selv". Man kommer nødvendigvis til at tænke på, hvorfor vi ikke taler mere med hinanden om sorger, smerter og ked-af-det-hed'er. Hvorfor accepterer vi ikke længere tristheden som et menneskeligt grundvilkår? Og hvad betyder det for den enkelte nu og her - og for samfundet og samværet på sigt - at vi så let kan medicineres tilbage til ‘normalitet' frem for at føle mismod og finde vores egne veje til at forandre det, som piner os - både personligt og politisk.' Og det vel værd at tænke grundigt over.

Om forfatteren, forord og introduktion
Alain Ehrenberg (1950) er international anerkendt professor i sociologi ved Université Paris Descartes i Paris. Han er direktør for Centre de recherche Psychotropes, Santé mentale, Société CESAMES og seniorforsker ved CNRS, Centre National de la Recherche Scientifigue, Paris, som hører under det franske forskningsministerium og forfatter til flere bøger om sin forskning. Forlaget oplyser, at forfatteren er i Danmark 28.-29. oktober 2010.

Axel Honneth (1949), der har skrevet forordet, er professor ved Institut Für Socialforschung, Goethe-Universität, Frankfurt am Main. Han er sociolog og filosof. I sin doktordisputats 'Kampf um Anerkennung', 1992 undersøger han menneskers indbyrdes anerkendelsesrelationer. (Se supplerende litteratur). Han er elev af - og efterfølger Jürgen Habermas (1929-).

Anders Petersen (1973) har skrevet en grundig introduktion. Han er adjunkt ved Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organisation, Aalborg Universitet. Anders Petersen er cand.scient. soc. fra Aalborg Universitet og MA i sociologi og kvalitativ metode fra Goldsmiths College, London samt ph.d. med afhandlingen ' Depression - vor tidsalders vrangside', 2007.

Supplerende links og litteratur
http://www.information.dk/232455
Af lektor, cand.mag, i historie og samfundsfag Steen Nepper Larsen: 'Alt kan behandles, intet kan helbredes'. Anmeldelse af 'Det udmattede selv. Depression og samfund'. Dagbladet Information, 7. maj 2010.

http://psykisksaarbar.dk/ps/subpage343.aspx
Omtale af 'Det udmattede selv. Depression og samfund'.

http://kpn.dk/boger/article2051273.ece
Af cand.mag., antropolog Dennis Nørmark: Anmeldelse af 'Det udmattede selv' i Jyllands-Posten, 28. april 2010.

Axel Honneth: 'Kamp om anerkendelse - sociale konflikters moralske grammatik'; Hans Reitzels Forlag, København 2006, ISBN 978-87-412-0195-5.

Axel Honneth: 'Behovet for anerkendelse', Hans Reitzels Forlag, København 2003. ISBN 978-87-412-2416-9.