Det har stor klimaeffekt, hvis landbruget tager tidligere vådområder ud af drift. Men det går langsomt, når politiske ønsker, landmænd og andre lokale interesser skal møde hinanden. Forskere fra Københavns Universitet har undersøgt processen og anbefaler en jordreform som mulig løsning, lyder det fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Tidligere vådområder som moser, søer, ådale og enge nærmest emmer CO₂, når de bliver drænet og kommer under plov, og kulstof fra den tørlagte jord bliver frigivet.

Men hvordan kan vi bedst tage sådanne lavbundsjorde ud af intensiv drift til glæde for både klima, miljø og biodiversitet? Og hvad forhindrer os i at gøre det hurtigt?

Disse spørgsmål er kernen i et nyt 'policy-brief', som forskere ved Københavns Universitet netop har udgivet på baggrund af det igangværende forskningsprojekt Lokale Landvindinger. Projektet undersøger tre pilotprojekter i Midt- og Nordjylland, hvor Naturstyrelsen og kommuner gennem såkaldt multifunktionel jordfordeling forandrer det åbne land ved blandt andet at samtænke hensyn til landbrugsproduktion, biodiversitet, klimamål, vandmiljø og friluftsliv.

I udgivelsen konkluderer dens fire forfattere, at det nuværende tempo i udtagningen af lavbundsjorde går langsomt. Sammen med landbrugets strukturelle udfordringer taler det ifølge forskerne for at handle på de politiske ambitioner om en egentlig jordreform - den blot tredje store jordreform i danmarkshistorien.

- Vores forskning viser, at udtagning af lavbundsjorde i praksis er en tung og tidskrævende øvelse. Da man samtidig vil levere på en række andre parametre, bliver det kun en endnu mere kompleks øvelse, siger Inge-Merete Hougaard, postdoc ved Institut for Antropologi ved Københavns Universitet.

- Et af svarene kan derfor være en egentlig jordreform, der både opskalerer indsatsen og løser udfordringer med tempo, finansiering og ejerskab ved ændringer af det åbne land. Nye ejerskabsformer og etableringen af en demokratisk styret jordfond, der kan opkøbe lavbundsjorde, er også blandt de løsninger, som er værd at diskutere, siger hun.

Multifunktionel jordfordeling handler om mere end jord

Bag det nye 'policy-brief' står ud over Inge-Merete Hougaard lektor Stine Krøijer, ph.d.-studerende Kathrine Dalsgaard og lektor Lone Søderkvist Kristensen. Dets anbefalinger bygger på forskningsprojektets interviews og feltobservationer fra de nord- og midtjyske projekter.

Forskerne konkluderer, at multifunktionel jordfordeling grundlæggende er en god måde at sikre kollektiv planlægning af landskabet og dermed bred, lokal opbakning. Men processen med lokale lodsejermøder, borgermøder, og forhandlinger er omstændig, og det frivillige element kan hurtigt blive en udfordring.

- Vi kan se, at der er meget mere på spil end blot spørgsmålet om jordpris, landbrugsstøtte og muligheden for at sammenlægge jorde omkring bedriften. Udtagning af lavbundsjorde handler også om naboforhold, kærlighed til landskabet og konkrete fremtidsplaner for bedriften, forklarer lektor Stine Krøijer, Institut for Antropologi.

Jordreform kan imødegå flere udfordringer

I det forrige folketing var et bredt flertal for at mere end halvere landbrugets CO₂-udledning og samtidig sikre større biodiversitet frem mod 2030. Her spiller udtagning af lavbundsjorde en nøglerolle, og behovet for en større reform er samtidig blevet rejst flere gange fra politisk side.

Men forskerne peger herudover på, at en jordreform også kan afhjælpe andre udfordringer:

Det vil være muligt at sikre bredere finansiering end i den nuværende pilotordning for multifunktionel jordfordeling, hvor kun selve jordfordelingsprocessen er finansieret og ikke opkøb af lavbundsjord, borgerinddragelse eller tilknyttede projekter som skovrejsning, stier mv.

Desuden adresserer ordningen ikke den øgede koncentration af landbrugsjord, samlingen af jorde i større dyrkningsområder og tilsvarende færre markveje og småbiotoper. Et svar på den udfordring kan bl.a. være mulighed for lokalt og kollektivt ejerskab af udtaget jord.

- Men frem for alt går det langsomt med at udtage eller omlægge landbrugsjord. Vi hører - også fra landbrugskredse - at man som udgangspunkt skal gå frivillighedens vej - underforstået at der findes andre, mere direkte muligheder. Vi fremhæver selv, at der er klare fordele ved at holde fast i frivilligheden, men det er nødvendigt at komme op i skala og tempo. Det vil en jordreform kunne muliggøre, siger Inge-Merete Hougaard.

Forskernes fem anbefalinger

Med afsæt i deres forskning opstiller forskerne fem konkrete anbefalinger i det fælles udspil 'Ny jordreform i Danmark':

Handling på den politiske ambition om en national jordreform, der adresserer klima- og biodiversitetskrisen samt den øgede jordkoncentration og gældsættelse af landbruget.
Bedre muligheder for nye ejerskabsformer, der sikrer lokalt, kollektivt ejerskab med henblik på bl.a. naturpleje og rekreation.
En bedre finansieringsramme for jordreformsprocessen.
Etableringen af en demokratisk styret jordfond, der kan opkøbe de (lavbunds)jorde, som skal tages ud af drift. Dels til videresalg, dels til forvaltning i regi af statslige styrelser.
Udtagning af lavbundsjorde bør som udgangspunkt ske af frivillighedens vej. Det bør dog vurderes, om jordreformens formål bedre opnås af andre direkte veje.

Det går for langsomt med at tage lavbundsjordene ud