Det kan næsten kun gå fremad. Selvom det aldrig er en garanti – bare spørg de Konservative. På dagen hvor SF valgte ny formand viste en dugfrisk måling, at folkesocialisterne næsten er halveret på et år. Og nu – på papiret vel og mærke – halvt så store som Enhedslisten.
Så der er i den grad noget at arbejde med for Annette Vilhelmsen, der følger i fodsporene på SF-koryfæer såsom Aksel Larsen, Gert Pedersen og Holger K. Nielsen. Sidstnævnte står i øvrigt ifølge flere medier til at få et gevaldigt comeback og blive skatteminister i stedet for Thor Möger.
For en måned siden kendte stort set ingen Annette med efternavnet Vilhelmsen bortset fra i Kerteminde og omegn. Og langt størstedelen af kommentatorvældet mente da også dengang, at det var en ren ekspeditionssag for partiledelsen at få kørt Astrid Krag i stilling som formand. Sådan skulle det ikke gå. Med 66 pct. af stemmerne til Vilhelmsen blev det en klokkeklar sejr og kæberyster til den snart hedengangne partiledelse. En medlemslussing, der vil synge længe endnu.
Nu er forventninger og forhåbninger til den nye formand skruet helt i vejret. Ikke alene i baglandet og blandt de menige medlemmer. Men også langt ind i regeringens rækker.
For regeringen har også været svækket af et opslidende formandskabsvalg i SF, som både har tæret på tålmodigheden og kræfterne hos regeringspartnerne.
I kommentatorkøbing er der delte meninger om Vilhelmsens manøvremuligheder. En vis form for mavesurhed og rynkede pandebryn er forventet. Det ligger i kommentatorernes dna. Men lad os nu se og give den nye formand en chance, før vi allerede har dømt hende ude igen. Det er som bekendt ikke første gang, at kommentatorerne har taget fejl. Det sker jo som bekendt... jævnligt.
Der kan synes langt fra Kerteminde til København – fra Fyn til Finansministeriet. Men noget kunne tyde på, at Vilhelmsen er den helt rette pragmatiske type – lige nu – til at stå i spidsen for et SF, der i den grad har brug for ny ilttilførsel og kunstigt åndedræt.
I Vilhelmsens takketale lovede hun forandring, fællesskab og fremgang. Tre store F' er. Der bliver noget at leve op til.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.