Af Jørn Rye Rasmussen
'Der er noget galt i Danmark...' Sådan sang folkekære John Mogensen for snart mange år siden. Sangen var båret af social indignation og vrede over, at man ikke kunne finde ud af at behandle hinanden ordentligt, og at der var så stor forskel på rig og fattig i et lille land som Danmark, som ellers havde alle muligheder.
Jeg skal ikke tage patent på John Mogensen, men når jeg bruger den samme vending, er det fordi den beskriver alt for godt den situation, vi befinder os i lige netop nu i det danske samfund. Der er simpelthen noget helt rivende galt. Jeg skriver det med min baggrund som medlem af Silkeborg byråd gennem snart 28 år og med en række forskellige poster i denne og andre politiske sammenhænge.
De seneste år har et snævert folketingsflertal væltet en række reformer ned over Danmark. De fleste af dem har på forskellig vis noget med lokalsamfundene at gøre. Mest omfattende er nok den såkaldte kommunalreform, som reducerede de daværende 275 kommuner til 98, og de daværende 16 amter til fem regioner.
Samtidig ændrede man helt på opgavefordelingen mellem staten, regionerne og kommunerne. Det hed sig, at kommunerne fik flere opgaver og mere ansvar. Dog uden at pengene fulgte med. Samtidig ragede staten en del opgaver til sig, primært fra de tidligere amter. Og regionerne skulle løse en række bundne opgaver, uden at de fik mulighed for at opkræve skat, så det kunne lade sig gøre.
Der var ikke tid nok til at implementere reformen, og dermed heller ikke tid til at rette fejl og skæverter. Derfor blev reformen født med en række fuldstændig uafklarede problemer, og kommunerne kæmper stadig efter snart tre år med at løse disse. Det fungerer simpelthen ikke - ikke mindst fordi der ikke er penge nok til at løse opgaverne.
Kommunalreformen blev vedtaget af et meget snævert flertal i Folketinget, nemlig regeringspartierne og Dansk Folkeparti, og var klart ideologisk styret.
Skævheder
For at udligne nogle af de økonomiske problemer, kommunalreformen medførte, vedtog de samme partier en såkaldt udligningsreform, som siden har vist sig ikke at udligne noget som helst. Kommuner, der før havde økonomiske problemer, har det fortsat. Kommuner fra udkantsområderne med lav eller ingen vækst mangler simpelt hen penge i kassen.
Kommuner med befolkningstilvækst bliver ikke kompenseret for dette. Og en række velstillede kommuner fik en forøgelse af deres bloktilskud uden nogen logisk begrundelse. Der var en lang række andre skævheder, og det må bare konkluderes, at udligningsreformen var forkert tænkt og ikke virkede.
Så har jeg ikke nævnt politi- og retskredsreformen og diverse andre ideologisk styrede reformer af det danske samfund, men det må bare konstateres, at de fleste har vist sig at være fuldstændig akademiske skrivebordsplaner uden fast grund i den danske virkelighed.
KL totalt uegnet
Jeg siger ikke, at de borgerlige folketingspolitikere og deres spindoktorer og tænketanke ikke aner, hvad de gør, for det gør de helt sikkert. Det er alt sammen en del af et stort ideologisk felttog mod det danske velfærdssamfund. Det er en virkeliggørelse af Anders Fogh Rasmussens 'minimalstat'.
Jeg synes, der er grund til at råbe vagt i gevær. Der er noget galt i Danmark. Der er brug for et kommunalt oprør. Man kunne sige, at der var brug for, at Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner skulle gå kraftigt på banen til forsvar for den lokale velfærd. Men særligt KL er totalt uegnet til at forsvare de kommunale interesser, fordi det er en organisation, der udelukkende lever og overlever på at tænke i gold konsensus. Den bygger på en ide om at lave ens vilkår for alle de danske kommuner, helt uden at tage højde for de store forskelligheder. KL er en kolos på lerfødder!
Derfor mener jeg, at der er brug for en helt gennemgribende reform af det danske samfund, hvor man så at sige vender tingene på hovedet. Der er ikke brug for flere popsmarte reformer, der ikke virker. I stedet burde man lave DEN STORE REFORM, som endegyldigt placerer ansvaret for den lokale velfærd og udvikling hos de lokale politikere. Og dermed også kompetencen til at indkræve de fornødne skatter. Så kan folketinget tage sig af de statslige opgaver - så er de formentlig rigeligt beskæftiget.
Jørn Rye Rasmussen (SF) formand for Kultur og Fritidsudvalget i Silkeborg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.