
Af Rune Mejlvang
Selvom mange kommuner gradvist bløder op i forhold til at integrere services fra borger.dk, importere indhold og tale fælles udvikling, så er den individuelle kommunale hjemmeside stadig en hellig ko.
Kommunerne fastholder, at de for borgerne er den naturlige adgang til information og service også på nettet. Og derfor er den kommunale hjemmeside så vigtig - og derfor er der en lind strøm af lanceringer af 'nye' kommunale hjemmesider.
Hvor skal jeg kigge
Personligt opfatter jeg det offentlige som en samlet størrelse og skelner ikke (og har ikke behov for at skelne) imellem statslige, regionale og kommunale myndigheder. Jo, jeg går på Københavns Kommunes hjemmeside og søger information om børnepasning. Men det er et spørgsmål om vane og ikke fordi det er specielt mere meningsfuldt end at søge informationen via andre kanaler. Og er mit informationsbehov mere komplekst, er det ikke sikkert, at jeg ved, hos hvilken myndighed jeg skal finde informationen.
At de enkelte myndigheder har deres egne hjemmesider gør det ikke lettere for mig, at finde det, jeg søger. Og at alle kommuner har stort set samme indhold på deres hjemmesider (bevares med variation i struktur og navigation) gør det heller ikke lettere. Tværtimod kunne man hævde; det mudrer bare mit søgeresultat på Google!
Og hvorfor skal jeg som borger affinde mig med, at der kan være store forskelle på kvaliteten af den hjemmeside, de enkelte kommuner tilbyder? Informationen bør være lige let at finde alle steder - og have samme standard.
Men design betyder jo noget
Ja, men kommunalt webdesign har det med at være - tjahh temmeligt kommunalt - og det på trods af, at der bruges betydelige ressourcer hos design og webbureauer. Målet er klart: kommunerne ønsker et grafisk udtryk på nettet, der understøtter kommunens identitet (og evt. også understøtter borgernes forsøg på at finde information og løse opgaver).
Og det er ok, men som nedenstående eksempler burde vise er der måske ikke så meget at komme efter:
Her er der altså ikke tale om webdesign som jeg ikke kunne leve foruden! Der er forskelle og bevares nogen grad af visuel identitet. Noget er pænt, ligefrem æstetisk, men jeg er ikke sikker på det er pengene værd!
Pengene værd?
Når effektiviseringer, nedskærringer og fyringer præger hverdagen i de fleste kommuner, er det svært at se nødvendigheden af, at der bruges store ressourcer på individuelle cms- og designløsninger. Resultatet er ikke prangende og ikke synderligt serviceforbedrende for borgerne. Og jeg vil hellere have service, dialog og ressourcer brugt på de områder, hvor det lokale rent faktisk har betydning og værdi. Byudvikling, lokalpolitik, foreningsliv.
Jeg har ofte hørt argumentet, at kommunerne jo har en masse information og identitet, der er særegen for den enkelte kommune. Ja, givetvis, men det betyder ikke nødvendigvis, at man har brug for egen teknisk platform. Og som ovenstående eksempler viser, er det måske så som så med den designmæssige unikhed.
Selvfølgelig skal der være plads til egenudvikling hos de enkelte kommuner, men som det er nu bruges en stor del af energien på farver, striber og standardelementer. Og næsten al udvikling sker på lukkede platforme. Det gør det svært for andre kommuner at få gavn af det. Genbrug kræver køb af licenser hvis leverandørerne da overhovedet vil give slip på det udviklede.
Andre veje
Der er jo andre muligheder; det er oplagt at kigge på fælles og eventuelt open source baserede løsninger, f.eks. i KL-regi. En løsning hvor den enkelte kommune ikke skulle spilde ressourcer på platformslicenser og basiskomponenter. Og ja, måske kunne borger.dk godt komme til at fungere som hovedindgang til den offentlige serviceinformation. Eller i det mindste som den kilde alle andre trækker på. Det betyder ikke nødvendigvis enden på egne kommunale hjemmesider og identitet; det kunne bare gøres smartere og mere effektivt.
Blogger på Manden fra Kommunen og (kommunalt ansat) webkonsulent, Rune Mejlvang
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.