Den eneste faggruppe, der skifter stilling oftere, end klienterne skifter bopæl, er sagsbehandlerne

Af Niels Peter Rygård

Kommunerne er klemt på pengepungen, og samtidig er anbringelser blevet dyrere. Men der findes alternativer, som bare sjældent bliver udnyttet - hvorfor ikke? Det drejer sig om børnene af de cirka tre procent danske forældre, som ikke kan tage sig af deres børn, fordi de enten selv blev omsorgssvigtede som små, er for psykisk syge, og/eller er ude i omfattende langvarigt misbrug.

I de 30 år, jeg har praktiseret som børnepsykolog, har jeg nået at opleve fire kommunale anoreksiperioder: Cirka hvert syvende år kommer man i tanke om, at det er dyrt at anbringe børn, hvorpå alle børn hjemtages til egen kommune og skal forblive i hjemmet for enhver pris (!).

Når der så er gået tre et halvt år, dukker en masse skandalesager op med forsømte og misbrugte børn, og man genoptager anbringelserne og udbygger institutionerne. Vi er nu i starten af endnu en anoreksiperiode, og det betyder, at en masse gode plejeforhold og anbringelser bliver afbrudt, og børn og unge hjemtages til utålelige forhold.

Tidlig indgriben
Ser man på forskning i børns udvikling og anbringelsesforløb, er der én ting, der står lysende klart: børns behov for tidlige, stabile, langvarige voksenrelationer.

Måler man på børnenes udvikling i 12-års alderen og deres anbringelseshistorie, er mønsteret tydeligt: De børn, der skiftede mellem anbringelse og hjemgivelse, udviklede sig dårligst, de børn der var igennem flere skiftende anbringelser næstdårligst, og de børn, der blev i for eksempel plejefamilien og samtidig havde regelmæssig kontakt til forældre,  udviklede sig lige så godt som aldrig anbragte almindelige børn.

Den anden væsentlige faktor er alder ved anbringelse: Børn som er under to år ved anbringelsen, og som kommer i en god, varig anbringelse, får oftest en normal social og følelsesmæssig udvikling. Jo ældre de er, før omsorgssvigtet standses, jo større fejludvikling.

Disse to velunderbyggede fakta spiller stort set ingen rolle i de politiske hovsabeslutninger og lovgivningen, og derfor er der for mange karruselture, for mange forulykkede plejeforhold - og enorme udgifter.

To vildkatte
Jeg var en gang ude i en lille kommune i et forsøg på at få fjernet et par søskende, der levede værre end vilde katte (de opførte sig også som sådan). Så så socialudvalgsformanden mig dybt i øjnene og sagde: "Æ do klar ywer, at kommuneskatten stiger to procent, hwissom vi gjør det hær?!".

Dermed sluttede diskussionen, uanset at jeg ved et familiebesøg havde set børnene slås med familiens hund om et menstruationsbind af ældre dato. Vi har fået større kommuner med kommunalreformen - vi har bare ikke fået bedre organisation af anbringelser og andre indsatser, tværtimod.

Intet besluttes
De fleste af disse familier har brug for praktisk konkret hjælp til at ordne en hverdag, de ikke magter - og det skal være fra mor bliver gravid, og til barnet er mindst tre år gammelt - den mest afgørende periode i et barns liv. Men det sociale system er gearet til at bevilge normale mennesker hjælp til enkeltstående problemer, ikke til forældre med kroniske problemer på alle livsområder.

Tunge familier behandles sideløbende af mindst fem faggrupper i forvaltningen, hvis energi ædes af store koordinationsproblemer og store behandlermøder, hvor intet bliver besluttet.

Den kommunale omstrukturering blev i realiteten kun en sammenlægning, og lejligheden til at omorganisere indsatsen for de få tunge familier blev tabt på gulvet. Socialministeriets mange bevillinger til forsøg med tidlig indsats blev ikke taget op af kommunerne, så forsøgene lukkede ned i takt med ministeriets pengestrøm.

Forældet lovgivning
En anden grund til, at det er ekstremt arbejdskrævende at lave massiv tidlig indsats er, at lovgivningen fortsat hindrer, at et team kan have ansvaret for kortlægning og behandling af de tunge familier, der - skønt de er få - sluger 60 procent af budgettet.

Beslutningskompetence og behandlingsplan er ikke lagt ud i teams, det er alene den overbelastede sagsbehandler, der kan søge om en bevilling eller tage beslutning om for eksempel fjernelse. Det betyder, at hun skal sørge for alenlange undersøgelser, kvalitetskontroller og hele tiden indkalde til tværfaglige møder om den samme familie.

Indsats uden overordnet plan
I en socialrådgivergruppe, jeg for tiden superviserer, går kun 16 procent af arbejdstiden til det direkte sagsarbejde, resten til kvalitetskontrol, dokumentation, og fortvivlede forsøg på at koordinere forskellige faggruppers observationer og indsatser. Resultatet er da også, at den eneste faggruppe, der skifter stilling oftere end klienterne skifter bopæl, er den centrale myndighedsudøver: Sagsbehandleren.

Endnu et forhold er, at det ikke er tilladt at samle og udveksle oplysninger om bestemte familier i tilstrækkelig grad mellem de forskellige faggrupper i en forvaltning. Derfor kan en familie ikke have en fælles journal for de professionelle involverede, der kan bruges til at prioritere og planlægge indsatsen på forskellige områder. Derfor bliver de forskellige faggruppers indsatser parallelle og uden overordnet plan.

Da jeg arbejdede på behandlingshjem, talte jeg en gang en afdelings børn op (og det var nogle af landets mest svigtede børn). Resultat: hvert barn skiftede i snit sagsbehandler tre gange om året. I dag er det sikkert fire. Hvordan kan man tro, at man kan administrere udgiftstunge, komplicerede sager med så mange aktører og så mange aktørskift?

Fire børn fik hjælp
Da jeg en gang var ansat som pædagogisk konsulent i en kommune, havde vi fire familier, hvis børn lige akkurat ikke opfyldte betingelserne for en tvangsfjernelse. Så fandt vi fire gode dagplejemødre, som kun fik eet barn hver i dagplejen.

Vi gav dagplejemødrene støtte og forældrene nye gardiner, hvis de vel at mærke afleverede barnet meget tidligt om morgenen og hentede det meget sent på dagen. Man kan mene, hvad man vil, men alle fire blev normale borgere, fordi de som små havde haft kompetente omsorgsgivere - og udgiften var kun de 12 dagplejepladser, som plejemødrene var nednormerede med (cirka 1/10 af prisen for en anbringelse).

Med gulvskrubbe og fejespån
De svært ramte familier har ofte ikke udbytte af terapi og udviklingssamtaler, de har brug for behandlere, som er praktiske med-forældre i hverdagen. Derfor er kommunens familiecenter (baseret på samtaler, møder og hjælp til selvhjælp) ofte ikke et tilbud, der rykker.

Man kan ikke lave samtaleterapi med svært misbrugende, psykisk syge og ekstremt umodne/svagt begavede forældre. Derimod har de brug for praktisk hjælp. Forleden mødte jeg en gæv sundhedsplejerske, som har startet et firma på Nordfyn. De rykker ud til familien med kost, gulvskrubbe og fejespån, praktisk hjælp til pasning og skolegang, og bliver i familien i lang tid, i praksis som med-forældre. Det sikrer børnene skolegang og omsorg, og styr på hverdagen.

For øvrigt mener jeg ...
Folketinget og kommunerne har undladt at fremme tværfaglige teams for tunge familier og tidlig støtte til truede mødre, at udnytte den dokumenterede effekt ved indsats før to-års alderen tilstrækkeligt, og ved ikke at skelne mellem organisationen af almindelige familiers og de svært ramte familiers sagsbehandling i forvaltningens organisation. Ejheller at fastlægge en langsigtet politik på anbringelsesområdet.

Derfor har vi langt fra set den sidste sag, der svinger mellem skandale, anbringelse og fjernelse, sprænger budgettet, ikke gavner børnene, fordi den kommer for sent, ender med hjemgivelse, og involverer et hav af faggrupper, hvis arbejde ikke er effektivt styret og koordineret.

Jeg mindes en romersk senator, der sluttede alle sine taler med ordene 'for øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges'. Efter 30 års praksis kan jeg så slutte med ordene: "for øvrigt mener jeg, at indsatsen for tunge familier bør reorganiseres".

Niels Peter Rygård, cand. psych.