Hvad er det, de ekstraordinært dygtige ledere gør? Det spørgsmål har Væksthus for Ledelse undersøgt. Særligt syv kompetencer springer i øjnene. De har blik for det enkelte menneske, tager konflikten, når den opstår, og får med økonomisk opfindsomhed og samarbejde med omgivelserne enderne til at mødes.
Undersøgelsen Ledere der lykkes 2 har taget et erhvervspsykologisk røntgenbillede af de særligt succesfulde ledere i kommuner og regioner for at finde ud af, hvad det er, de gør, som gør dem til ledere der lykkes.
De syv afgørende kompetencer hos ekstraordinært dygtige ledere er:
- Økonomisk opfindsomhed - lederne sikrer sig med økonomisk omhu og tæft et større ledelsesrum
- Strategisk zoom - lederne skifter ubesværet perspektiv mellem detalje, overblik og fremsyn
- Individuel indlevelse - lederne har blik for det enkelte menneske og behandler alle med samme respekt
- Præstationsorienteret passion - lederne stræber energisk og udholdende mod stadig højere mål
- Mangfoldig mobilisering - lederne investerer i værdiskabende relationer til en bred kreds af interessenter
- Konstruktiv konfrontation - lederne udfordrer, afklarer og bilægger uenighed
- Afklaret autoritet - ledere er tydelige om og tro mod deres værdier.
De offentlige ledere har gjort et stærkt indtryk på erhvervspsykolog Peter Klange, der har været med til analysere de særligt succesfulde ledere:
På højde med det private
- Offentlige ledere behøver ikke kigge til andre sektorer efter rollemodeller. De ledere, vi har mødt, udøver ledelse, der i kompleksitet og kvalitet er fuldt på højde med det bedste, jeg har set i store private virksomheder, lyder det fra Peter Klange.
Væksthus for Ledelse undersøgte også for ti år siden, hvad der kendetegner ledere, der lykkes. Der er løbet meget vand i åen siden. En opgave- og strukturreform, ændrede ledelsesstrukturer, og et mærkbart øget fokus på effektivisering og samskabelse.
- Vi får med denne undersøgelse igen cementeret, hvor afgørende forståelsen af mennesker og relationer er for at lykkes som leder. Og så har vi at gøre med nogle energiske, handlekraftige ledere, der får strategierne til at leve i hverdagen. Disse ledere har en større indsigt i de økonomiske sammenhænge, end vi så for ti år siden. Måske nød lærer…, siger Solvejg Schultz Jakobsen, sekretariatschef i KL og formand for Væksthus for Ledelse.
Bodil Otto, Forhandlingsfællesskabet og næstformand i Væksthus for Ledelse, hæfter sig også ved, at lederne opbygger meget stærke bånd til alle væsentlige interessenter:
- Lederne udviser en umiddelbar og ægte interesse i menneskerne omkring dem. Deres store engagement smitter andre, så de også bidrager og tager ansvar. Jeg håber, at alle ledere både vil kunne genkende gode og mindre gode aspekter af deres lederrolle i de syv kompetencer.
Bestil eller download 'Ledere der lykkes 2'
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.